På vej mod Derbyet
Derbyfeberen stiger dag for dag. Fem uger før “D-dag” giver TravService.dk et bud på årets Derbyfelt efter både Poker Avalon, Picasso Sisa og Pingus Vang har været i aktion i weekenden.
1. Politiken
2. Per Mento
3. Picasso Sisa
4. Partout Simoni
5. Poker Avalon
6. President Bravur
7. Pinocchio H J
8. Pondus Bork
9. Prada Secret
10. Pedro
11. Pingus Vang
12. Poeten Blåbjerg
Sidste år var Okay Bee outstanding, men i år er favoritgruppen udviddet til fire heste, der virker “et hovede højere” end de øvrige. Til gengæld er der en større gruppe af boblere, som alle har en seriøs mulighed for at være med i kampen om det blå bånd.
Politiken (foto) topper listen. Team Friis’ Derbykandidat var ganske vist anonym i et stayerløb på Halmstad for to uger siden, men hang godt med på tiden 1.16,0/3180 meter og viste at distancen ikke volder problemer. Vandt gangen før et sprinterløb efter et optimalt rygløb, og har i det hele taget gået godkendte præstationer i årets første starter. Politiken – der starter onsdag på Lunden – er hurtig fra start og når langt på dén konto.
Per Mento har Steen Juul altid haft store forventninger til, og med sejren i Jydsk 4-årings Grand Prix trådte hesten for alvor ind på scenen som en af favoritterne i Dansk Trav Derby 2011. Steen Juul har som bekendt en ganske særlig evne til at have sine heste 100 % på toppen til de store opgaver, så der er ingen tvivl om at Buvetier d’Aunou-sønnen vil være yderligere forbedret til den sidste søndag i august. Per Mento starter torsdag på Åby.
Picasso Sisa vinder Derbyet hvis man spørger Gitte Madsen, og Billund-træneren har jo prøvet det før, så hun ved hvad hun taler om. Midt på opløbet lignede han vinderen af Jydsk 4-årings Grand Prix, men måtte se sig passeret indvendig af en fint afsluttende Per Mento efter en i øvrigt stærk præstation. Magic Sisas lillebror startede fredag i et 4-årsløb på Axevalla, hvor den galoperede to gange undervejs, men ellers viste rigtig fin fart. Offday?
Partout Simoni imponerede stort i både Jydsk 3-årings Grand Prix og Dansk Trav Kriterium i fjor, og fremstod også som storfavorit i Jydsk 4-årings Grand Prix efter en fin sejr i 4-årsprøven, men gik helt ned til slut pga. halsproblemer. Flemming Jensen har siden arbejdet intenst på at få Partout Simoni klar igen og hvis dét lykkedes, skal ingen af årgangens øvrige topheste føle sig sikker.
Poker Avalon har imponeret stort ved flere lejligheder – senest i fredagens indledende afdeling på Axevalla, hvor det blev til sikker sejr. I finalen galoperede Gordon Dahls hest fra start, men gik siden en rigtig fin ophentning og kom hjem på 1.16,1/2140 meter. Poker Avalon er fortsat meget ustabil, men i fejlfri udgave er hesten ikke langt efter de allerbedste i årgangen.
De øvrige er meget jævnbyrdige.