Mythical Sunshine til Muscle Hill
Thomas Lind-Holm har nu valgt hingst til sin nyeste hoppe på stutteriet, verdensrekordholderen Mythical Sunshine. Det bliver Hambletonian-vinderen Muscle Hill.
Oprindeligt havde Thomas Lind-Holm besluttet sig til at lade Mythical Sunshine bedække ved den franske 4-årsstjerne, Timoko, men nu er en anden mulighed dukket op og nemlig Muscle Hill.
Mythical Sunshine, som Thomas Lind-Holm købte i sommer i USA, har i år født hingstføl ved Muscle Hill – et føl der fortsat er i USA – tidligere har hun haft to afkom efter Donato Hanover, hvoraf den ældste Power Play har gjort det pænt med en indtjening på 168.425 dollars i ni starter. Her har den opnået 3 anden og 3 tredjepladser.
Power Play har vundet en Qualifier tidligt på året i fornemme 1.12.5 med 12.5 længder, hvor den blev klokket til 1.08.1 de sidste 400 meter. Siden har den som placeret løbet ned på 1.12.1.
Mythical Sunshine, der er efter Yankee Glide, var en fremragende væddeløber, der dog ikke gjorde det store ud af sig som 2-åring, men som 3-åring vandt 10 sejre i 20 starter og i de følgende år var hun en af USA’s allerbedste ældre hopper med verdensrekorden 1.08.7 sat som 6-åring som prikken på i fornem karriere.
Mythical Sunshine startede i alt 88 gange, vandt 27 sejre og tjente 1.793.755 dollars.