Mr 50%
Træner Axel Jacobsen har foreløbig vundet 50% af sine starter i 2012 – og det resultat kan han måske forbedre i eftermiddag.
Det er ikke meget vi ser til Lundens tidligere trænerchampion Axel Jacobsen i løbene mere.
Men til gengæld er han med fremme, når han er til start.
I år er det hidtil blevet til tre sejre i 6 starter og i eftermiddag har Axel Jacobsen topchance med sine to startheste, Prophecy (Orlando Vici) og Runaway (Love You).
– Jeg håber da på, at kunne vinde med dem begge, men jeg synes nu ikke at Prophecy er så oplagt, som nogen vil gøre den til, siger Axel Jacobsen.
Axel Jacobsen, der nu træner alle sine heste i dejlige omgivelser ved Fredensborg, var i mange år en af Danmarks førende trænere og drev en stor stald.
Sådan er det ikke længere.
På Axel Jacobsens træningsliste står blot 12 heste – og nogle af dem har det meste af karrieren bag sig.
Men der findes også nogle spændende ungheste – udover de to, som starter i eftermiddag.
– Jeg har fire 3-åringer, der er ved at være startklare – de kommer i prøveløb inden for den næste månedstid, fortæller Axel Jacobsen videre.
– Det er Simoni’s Sunshine (Gills Victory – Cindy Count P), Simoni’s Victory (Extreme Aunou . Demestica Højgård), So Platonic Love (Goetmals Wood – Queenie d’Urzy) og Søs Siem (Carmody Lobell – Grevinde Siem).
– Desuden har jeg den amerikanske 4-åring, Swiss Precision (Yankee Glide), siger Axel Jacobsen videre. Det er et virkelig stort talent, men som desværre er sat tilbage på grund af en operation i et forben – jeg håber at have ham klar til start til sommer.
– Rakeback (Staro Tropic), der nyligt debuterede med sejr, kommer igen den 2. maj – jeg vil helst starte hende i autostart. Også Rosalin Simoni (Ganymede) kommer igen til start i begyndelsen af maj, siger Axel Jacobsen.
Millionær-traveren Leader Chip (Pine Chip) er nu 9 år gammel, og er fortsat i træning, og vender forhåbentlig tilbage i løbene inden for de nærmeste måneder.
Charlottenlund Travbane har i eftermiddag 10 løb på programmet. Banen er vært for V65-spillet, der omfatter 3. – 8. løb
I Super-triospillet i 8. løb er der overført en jackpotpulje på små 14.000 kroner fra Bornholm, så her er der en ekstra grund til at satse.
Du kan downloade baneprogrammet samt læse kuskekommentarer på www.travbanen.dk