Morten Juul: Uforståeligt
For træner Morten Juul er det dybt overraskende og helt uforståeligt, at Royal Dream er testet positiv for anabolske steroider.
Det kom som et chok for Skive-træneren Morten Juul, da han mandag formiddag fik at vide, at Royal Dream fra hans træningsstald var testet positiv for anabolske steroider efter en start i Norge.
– Det her er fuldkommen uforståeligt for mig, og den har i hvert fald ikke fået det imens at den har været i min varetægt, siger Morten Juul til travservice.dk
– Jeg fik Royal Dream i træning ved årsskiftet. Jeg kunne vældig godt lide hesten, for den har store evner, og den har da også gået godt i de starter, som den har gjort for os.
– Kun en gang er den blevet behandlet, imens den har været i min stald, og det var for en halsbetændelse, som den sikkert havde pådraget sig i forbindelse med starten i Oslo.
– Det er således efter den positive prøve for anabolske steroider er taget, at den er blevet behandlet her hos mig.
– Jeg håber meget, at laboratoriet kan tidsbestemme cirka hvornår hesten er blevet behandlet med steroider, – det skulle vist kunne lade sig gøre, om end det er svært, siger Morten Juul.
DTCs kontrollanter fandt alt i orden hos Morten Juul – såvel i hans stald på banen som på gården.
– Desuden har man taget nye prøver af Royal Dream samt af fire andre tilfældigt udvalgte heste, siger Morten Juul videre.
Det var unægtelig en kold spand vand, ja mere til- at Morten Juul fik denne formiddag – han var netop vendt hjem fra en ferie i Florida søndag middag.