Morten Friis endnu engang
Morten Friis vandt også 6. løb på Fyn med Jens Pedersen-trænede Glamour Cheval (Fast Photo) efter mesterlig finishkørsel.
Det lignede ellers længe sejr til favoritten Nine One One K D med Ole Bender, der tog spids fra start og afviklede den første kilometer efter 1.16,9 med Angel E P udvendig, men ind i sidste sving var kræfterne overraskende ved at være brugt op for den førende.
Angel E P overtog i stedet kommandoen med Exciting Volo nærmest og ind på opløbet lignede det et opgør mellem disse to heste – men på de sidste meter fik Morten Friis plads i inderbanen med Glamour Cheval, der speede frem til sikker sejr foran Lea Nordkær og Exciting Volo.
– De kørte jo løbet “lige ned i halsen” på os. Jeg følte Birger (Angel E P) havde lidt mere at køre med en Ole, og derfor valgte jeg at gå ud i ryg på ham med 500 meter igen, sagde Morten Friis efter Glamour Chevals første sejr i karrieren.
Hesten ejes af skive-amatøren Jens Pedersen, som dagligt hjælper til i stalden hos Team Friis.