Mønsters aften i Skive
Knud Mønster aftenens profil på Skive Trav med tre sejre og er nu for alvor med i kampen om årets trænerchampionat. Morten Friis nu i front efter sejr med amatørtrænede Templeton.
Den tidligere mangedobbelte trænerchampion indledte sejrsfesten i 2-årsløbet med Stald Hans & Hans‘ Seattle (Knox Jenil)(øverste foto), der tog karrierens første sejr efter føring fra start til mål. Sejren blev ganske sikker i tiden 1.23,5a/1700 meter.
To løb senere var Knud Mønster igen på pletten, omend der var ikke så lidt held med i spillet i V5-spillets indledende afdeling, der fik en dramatisk afslutning, da aftenens største favorit Oscar Vang galoperede sejren væk kort før mål.
Det var ellers et yderst seværdigt løb med Limelight F H hurtigst afsted fra spor 7, men efter 800 meter blev Monkey Business efter en rolig indledning forceret frem til dødens for kort efter at overtage føringen.
Ud på sidste omgang gik Morten Friis ud i tredje spor med Oscar Vang, der på bagerste langside bare rundede feltet og overtog kommandoen.
Ind på opløbet lignede det sikker sejr til Oscar Vang, der imidlertid pludselig slog over i pasgang og galoperede, hvorefter sejren gik til Enzo Cobra (Jag de Bellouet) og Knud Mønster foran en fint afsluttende Limelight F H. Vindertiden blev 1.17,0a/2100 meter.
Tredje sejr kom med endnu en hest fra Hans Ulrik Kristensen‘s træningskvarter, Protect IT (S J’s Photo), der fik sæsonens første sejr i 14. forsøg. Efter en hård duel med Pustica og Henrik Lønborg, overtog Mønster føringen ud af første sving og blev der til målstregen var nået. Vindertiden 1.19,2a/2100 meter.
Protect It
En enkelt til Friis
Morten Friis fik revanche for Oscar Vangs målgalop sidst på aftenen, da han sejrede med Templeton (Love You) i tiden 1.120,5a/2100 meter. Den svenskfødte hest trænes af montérytteren Anette Kolding Nielsen og med sejren bragte sidste års trænerchampion sig i front på Top 10 med 17 sejre – en sejr mere end Birger Jørgensen og Knud Mønster.
Spids og slut
Jeppe Juel fik en flot sejr med Morten Juul-trænede Revoir (C Tøj Frøkjær), der efter føring hele vejen var helt overlegen i tiden 1.18,6a/1700 meter foran Kian Herve, der gik klart godkendt efter dødens de sidste 1200 meter.
Revoir
Samme taktik benyttede Anders Pedersen i 6. løb med Global Lady (s)(Angus Hall), der ejes og trænes af den kendte opdrætter og Aalborg-amatørtræner, Dorthe Christensen. Provst Meyer sluttede fint af, men kunne ikke true Global Lady.
Lønborg overraskede
V5-fnalen gav sejr til Henrik Lønborg med Notice Me Dalimo (Gidde Palema), der på en stærk afslutning i sporene fangede den førende Petrea H kort før mål til årets første sejr i syvende forsøg.
Simb Launcher var lidt overraskende hurtigst afsted fra start, men måtte ud af første sving slippe til Neo Monarch med Kaj Jensen, der afviklede de første 500 meter efter 1.15,2 og kilometeren efter 1.18,4.
Midtvejs i løbet blev Petrea H sendt frem til dødens og fik overtaget ind i sidste sving, da Neo Monarch stod af. I sporene kom både Ocitta Jetset og Notice Me Dalimo nu i et godt angreb.
Bedst gik det altså for Notice Me Dalimo, der gik frem til sejr foran Petrea H og Ocitta Jetset.
V5-resultat:
Afd. | Nr. | Vinder | Odds | Værdi | Udg. | |
1 | 5 | Enzo Cobra | Knud Mønster | 4,08 | 141 | – |
2 | 2 | Revoir | Jeppe Juel | 2,73 | 194 | – |
3 | 4 | Protect It | Knud Mønster | 11,93 | 1540 | 3 |
4 | 3 | Global Lady | Anders Pedersen | 6,05 | 4620 | – |
5 | 1 | Notice Me Dalimo | Henrik Lønborg | 7,87 | – | |
![]() | ||||||
Gevinster for 5 afdelinger rigtige. Antal rækker: 3 Gevinst: 18.481 kr |