Mønster i fokus
Our Girl var en af Knud Mønsters tre V5-vindere
Knud Mønster var manden man skulle have holdt sig til, hvis man ville ramme den rigtige V5-kombination på NKI Racing Arena onsdag eftermiddag, idet han vandt tre gange -herudover vandt Henrik Lønborg og Birger Jørgensen.
Det blev en eftermiddag, hvor outsiderne boltrede sig og storfavoritterne skuffede.
Kun enkelt af de mest afkrydsede heste i en V5- afdeling indfriede forventningerne.
Det var 7 Our Girl (Carmody Lobell), der var sikkerheden selv Knud Mønster og tog sin anden sejr i træk.
Mønster kom således til at stå for V5-omgangens eneste favoritsejr, men også den største overraskelse, idet han indledte V5-spillet med overraskelsen Magnus Tax til 15 gange pengene.
Mønster tredje sejr kom i sidste afdeling, hvor han sendte Niels Langkjær til spids med 500 meter tilbage – storfavoritten Yewish Boko med Flemming Jensen forsøgte at hænge på, men var chanceløs.
Niels Langkjær var træt til slut og flere kom tæt på.
Federer med Bo Westergaard var en dem, men den slog over i galop, og helt udvendigt nåede Nevele Vang med Morten Friis ikke helt frem.
I løbet forinden sad Flemming Jensen bag omgangens allerstørste favorit, Coconut Rock (Jolly Rocket), der imidlertid så ud til at finde sig dårligt til rette på banen. Den smågaloperede flere gange og kom aldrig ind i løbet.
Punkt 1 (Legendary Lover K) med Birger Jørgensen var i spids fra start, og kunne føre uantastet til mål
En anden storfavorit, der måtte neje sig, var Inzaghi med Jeppe Juel, der i 2. afdeling fik lov til at bestemme tempoet i spids.
Da ydermere Bo Westergaards nyerhvervelse Leonas Yannic galoperede i et forsøg på at tage spids fra start, så lignede det færdigt arbejde for Inzaghi.
Men her var ikke gjort regning med Nanny Fine (Gills Victory) og Henrik Lønborg, der havde ført en ren anonym tilværelse undervejs.
Ude i banen sluttede Nanny Fine imidlertid stærkt af, og den fangede Inzaghi kort for målstregen.
Der blev 8 rækker med den rigtige kombination, og de fik hver 57.162 kroner.
|