Mingus T kan overraske
Montgomery Hill er dagens største favorit på Lunden, men Mingus T kan overraske, advarer hestens træner Frantz Praëm.
Der bliver fuld knald på 6. løb, V5-4, i eftermiddag. Løbet er for heste med højst 525.000 kroner, og med 450.712 kroner på kontoen står Montgomery Hill bedst til. S.J.’s Photo-sønnen er forsidestof i den seneste udgave af Racing News, og de fleste forventer sejr til Nicolaj Andersens hest. Frantz Praëm vil dog ikke afskrive Mingus T på forhånd, og han bliver ikke overrasket, hvis Earthquake-sønnen løber med sejren.
– Jeg tror, der kan ske meget mere, end man lige umiddelbart regner med, og jeg er overbevist om, at vi her får et meget seværdigt løb, siger Frantz Praëm. Der er flere meget starthurtige heste på startlisten, og derfor bliver der hård kamp om føringen det første stykke vej. Mingus T kan åbne meget stærkt, men fra det udvendige spor forventer jeg ikke en hurtig åbning fra hans side. Det afgør Birger Jørgensen. Montgomery Hill er en stærk type, der skal have tempo hele vejen. Han kommer vel tidligt frem i dødens, og hvis vi kan fange ryg i andet par udvendigt, vil jeg ikke udelukke, at Mingus T – som er meget speedy – kan bytte Nicolajs hest på opløbet. Hvis Montgomery Hill derimod bliver sluppet gratis til spids efter 5-600 meters kørsel, så er løbet nok kørt. Spændende væddeløb i vente!
Mingus T er en af de bedste heste på Fyn. I fjor tjente han 195.236 kroner i 22 starter. Han var i trioen 17 af 22 starter, og vandt syv løb. I seneste start blev han kørt meget defensivt, og kom først til, da toget var kørt. Han afsluttede meget stærkt til andenplads bag Lars palema (s), og så topfin ud.
Frantz Praëm har endnu en hest med i transporten til Lunden, men umiddelbart er denne blot en lille triochance.
– Jeg bringer også Noominette til start i 4. løb, men her er konkurrencen hård, og jeg forventer mig ikke det store af hoppen. Får hun en præmie, er det fint. Hun gik ganske vist et rigtig fint løb senest, hvor der var kræfter sparet til slut bag vindende Nubien Water (s), men det var i et billigere selskab. Jeg tror max. hun kan tage sidste trioplads, fortæller Frantz Praëm.