Milliongevinst i Norge
Hallsta Louis i 2. afdeling var eneste favoritsejr i V75-løbene på Momarken, hvorefter gevinsten for 7 rigtige strøg helt op på 6.2 millioner kroner. – Tre andenpladser til danske heste.
Koldblodstraveren Hallsta Louis var eneste favoritsejr i V75-løbene, som blev afgjort på en tågebelagt Momarken i Norge.
Allerede i 1. afdeling fik mange spillere ødelagt drømmen om 7 rigtige, da 22-oddseren Conrads Frederik (Credit Winner) med Bjørn Goop sluttede bedst af og sejrede sikkert. Bo Westergaards favorit Fleetfoot Hanover galoperede og opgav.
Efter Hallsta Louis i 2. afdeling var det også forholdsvis favoritpræget at Sensory Ås (Self Possessed) med Åke Svanstedt kunne vinde 3. afdeling.
Her angreb Tara Defi (Defi d’Anou) med Flemming Jensen godt over de sidste 500 meter, men Sensory Ås afviste og vandt sikkert.
V7-værdien var nu 837 kroner.
Flemming Jensen var også med i kampen om sejren i det følgende løb, hvor han sad bag Vermo (Conway Hall).
Ind i opløbet overtog danskfødte Pas På Jokum (Demilo Crown) føringen, men Vermo gik forbi og lignede en vinder.
Udvendigt sluttede Motivated Hanover (SJ’s Caviar) meget stærkt af for Erik Adielsson , og henviste Vermo til andenpladsen. Tiderne 1.12.5 resp 1.12.6/1640 m – Pas På Jokum blev nummer fire i ny rekord 1.12.8, derefter Oberon FH 1.12.8 og Patricia Hastrup 1.13.0.
Det er sjældent, at et stayerløb som her over 3140 meter vindes af en spidshest.
Det skete denne eftermiddag, hvor norske Millstone (Ganymede) med Tom Erik Solberg ikke lod sig hente.
Selv om den kom med to friske sejre, så gav Millstone ikke mindre end 56,98 i vinderodds – og så var værdien pludselig oppe på 80.450 kroner.
I dette løb startede Flemming Jensen Yewish Boko, men den var langt under isen og havde udspillet sin rolle efter 2000 meter.
Mange af de kuponer, der fortsat levede, satte utvivlsomt deres lid til Joke Face (Viking Kronos) med Lutfi Kolgjini i næste afdeling, Steinlagers Æresløp med en førstepræmie på 250.000 kroner.
Joke Face tog spids efter 500 meters kørsel fra Beanie M M (Super Arnie) med Johnny Takter, mens danskejede Wishing Stone (Conway Hall) med Åke Svanstedt galoperede i starten og tabte nogle længder, men gik klart godkendt siden, og sluttede på en 5. plads i 1.13.2.
Joke Face førte i et godt tempo 1.11.2/500 m og 1.12.7/1000 m – hele tiden med Beanie MM som en skygge.
Ind på opløbet vred Johnny Takter Beanie M M ud til angreb – den taklede lige lidt i travet, men fandt så rytmen og åd sig ind på Joke Face, der samtidig også var ved at være træt her i sin sæsondebut. Kort før mål var sagen klar. Og så var V7-værdien over 200.000 kroner.
I sidste afdeling kunne tre heste udløse jackpot, to ville give hele kassen på 24-2 millioner kroner – og to omkring 6 millioner kroner – bl.a. Having Said That (SJ’s Photo) med Christian Lindhardt!
Voodoo Hornline (Victory Abroad) med Kai Johansen var den anden 6 millioner kroners vinder, og den sad på løbet fra start.
Bo Westergaard var godt med i vinderhullet med Crowns Banker (Wall Street Banker) og men gik ud i andet spor med 500 meter tilbage, hvorefter Having Said That kunne gå op i ryg på den førende.
Ingen var i stand til at true Voodoo Hornline, der sejrede sikkert i 1.14.2/2140 m, mens Having Said That sad i ryg med kræfter i behold på en andenplads i 1.14.3.
Mens Flemming Jensens to andenpladser hver gav 50.000 kroner, var der 60.000 kroner til Christian Lindhardt.
Tre af de vinderkuponer, der hver gav 6.292.717 kroner for 7 rigtige, var spillet i Norge.
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||