Michael Korfitsen i arbejdstøjet
NKI Racing Arena Aalborgs nye direktør, Michael Korfitsen, satser på eventdage.
– En af de ting vi vil satse hårdt på i år, er eventdelen. Det er vigtigt for os, at folk der besøger banen, får en oplevelse, siger Korfitsen. I den forbindelse har vi i dag en 3-trins raket på menuen.
Efter 1. løb: Godt nytår og gratis champagne til alle.
Efter 4. løb: De respektive champions og Årets Hest hyldes.
Efter 7. løb: Publikumskonkurrencevindere hyldes. (Her kan man bl.a. vinde billetter til Aalborg Kongres & Kulturcenter.)
– Her i Aalborg plejer vi at have store felter, men pga. det hårde vintervejr er det ikke tilfældet i dag. Det betyder også færre kombinationer i V5-spillet, som derved burde være lettere at løse. Og skulle det alligevel blive en vanskelig omgang, så kan en spiller som bekendt løbe af sted med Danske Spils V5-garanti på 200.000 kr.
– Vores frontfigur på trænersiden, Flemming Jensen, er i aften til start på Halmstad Travet. Det betyder, at andre kommer til fadet, siger Korfitsen.
– Vores Championatsfest afholdes lørdag den 22. januar. I den forbindelse vil jeg gerne minde folk om, at de skal huske at tilmelde sig.
Denne aften vil der blandt andet blive afholdt en auktion, hvor man kan købe en måneds træning hos travtræner Kent Friborg.
Friborg og Lars Larsen er i øvrigt godt i gang med projekt Danmarkshestene, og salget af anparterne går rigtig godt. Friborg leder i øjeblikket efter den helt rigtige hest, og flere er allerede prøvekørt, oplyser Michael Korfitsen.