Merrie Annabelle til Check Me Out
Merrie Annabelle – verdens største travløb for 2-årige hopper med $ 166.600 (872.000 kr) til vinderen – resulterede i den ventede sejr til Tim Tetrick med storfavoritten, Ray Schnittker-trænede Check Me Out (Donato Hanover) i ny løbs- og banerekord.
Ron Pierce forsøgte at svare indersporet fra start med Upside Hanover, men fra startspor 10 kom Trond Smedshammer flyvende med outsideren Bluff, der tog spids ud af første sving og afviklede de første 400 meter efter 1.10,1.
Efter ca. 550 meter overtog Upside Hanover kommandoen, men snart efter satsede Tetrick fremad med Check Me Out, der tog over med ca. 400 meter og trak fra til overlegen sejr i fremragende 1.11,1a/1609 meter – seks længder foran Love Walked In (Kadabra) og Upside Hanover (Muscles Yankee).
Check Me Out er nu ubesejret i seks starter.
Vindertiden er ny banerekord for 2-årige hopper og ny løbsrekord i Merrie Annabelle, der har været kørt siden 1977.
Verdensrekorden indehaves af Snow White med tiden 1.10,1 sat på The Red Mile i 2007.