Mere succes for Morten Friis
Billundhesten Onaldo Ellelund indfriede forventningerne med endnu en sejr for Morten Friis efter føring det meste af rejsen. Skive-træneren også på pletten med Nubi Lens.
Onaldo Ellelund – der er opdrættet, ejet og trænet af Ninna Christensen – kunne ikke svare Nobell Lendalund fra start, men fik spidsen da denne galoperede midt i første sving og så var meget afgjort.
Efter 1.18,1/500 meter og 1.19,3/1000 meter holdt Onaldo Ellelund tempoet til sikker sejr foran Luque Baun og Basnæs Ficino, der begge sluttede fint af efter et løb i hhv. “vinderhullet” og tredje par indvendig.
Nobell Lendalund er et OBS værd næste gang – kom hurtigt i trav igen efter fejl i første sving og hang godt med fra dødens, men måtte slippe grebet ind på opløbet.
Morten Friis fuldendte dagens hattrick med John Friis-trænede Nubi Lens (Climbing Bud), der tog årets femte sejr og passerede 300.000 kroner i indkørte præmier.
Storfavoritten News Of Hanke fik dødens fra start, hvor Robin Merc tog spids og afviklede de første 500 meter efter 1.14 og kilometeren efter 1.15,7.
Midt på bagerste langside rullede News Of Hanke imidlertid over i galop og Kejser gik i stedet frem til dødens, men bagfra havde Morten Friis også fået gang i Nubi Lens, der ned gennem opløbet kunne gå forbi til sejr.