Mere fra Bornholm
DanTotos Super Jackpot-pulje i V65-spillet er nu oppe på en lille million, så det ville være en historisk stor udbetaling, hvis den var kommet til udbetaling på Bornholm søndag eftermiddag.
Jagten på million-gevinsten var sat i hele landet og i forhold til samme dag i fjor steg V65-omsætningen med ikke mindre end 48%!
Men det blev ikke outsidernes dag – tværtimod.
940 kroner for 6 rigtige.
Den samlede omsætning nåede 858.819 kroner mod 671.411 kroner i fjor, hvor man dog kørte et løb mindre.
Baneomsætningen i år steg også – fra 307.395 kroner i fjor til 373.503 kroner i år – eller en fremgang pr løb på 12%.
Fra morgenstunden var vejret fint – meget fint endda, men efterhånden som løbsdagen skred frem begyndte tunge skyer at rulle ind over banen, og lige før præsentationen til Bornholms Mesterskabet kom regnen.
Jeg skal love for, at tilskuerpladserne hurtigt var som blæst for folk, men da løbet skulle starte, trodsede alle regnen og kom ud for at følge deltagerne i øens største løb.
Efter afviklingen af Bornholms Mesterskabet begyndte publikum at sive – ikke ukendt fra andre baner.
Når storløbet er afviklet, så forlader publikum på banen.
Bornholmsk Trav er, som det var engang i den øvrige del i Danmark.
Dengang hver bane havde en fast løbsdag, og hvor en gæstende ekvipage var et særsyn.
At banen blot er 580 meter i omkreds er både en styrke og en svaghed.
En styrke, fordi publikum kommer tæt på hestene flere gange.
En svaghed set ud fra et sportsligt synspunkt med alt for mange sving i et løb.
Banelegemet på Bornholm virker i top, Faciliteterne pæne og rene.
Et besøg kan kun anbefales!
Vort ophold på Bornholm nærmer sig sin slutning.
Vi har oplevet en gæstfrihed og imødekommenhed overalt – det er ikke så mærkeligt, at Bornholm er en populær ferieø.
Og vi kommer igen til næste år!