Men Mathilde vandt …
Forventningerne var store til Flemming Jensens to køreture i V75-finalerne på Solvalla 2. Juledag, men kun Mathilde Trøjborg (foto) formåede at indfri forventningerne med en sikker sejr.
Efter 400 meter overtog Mathilde Trøjborg føringen og dermed var løbet reelt afgjort. Flemming Jensen fik dæmpet til 1.15,7 den første kilometer og selvom Victory Sisu kom tæt på til slut, blev sejren forholdsvis sikker i tiden 1.13,9a/2140 meter.
Der var 200.000 SEK til vinderen, der tog sin syvende sæsonsejr i 13 starter.
Flemming Jensen kunne være blevet “Mr 100 %” – men Local Conch var ikke som bedst på dagen i Gulddivisionen, hvor den danske stjerne dog også fik hårde spor de første 500 meter, som Year In Review afviklede efter 1.11,4.
Kort efter overtog medfavoritten Quarcio de Chene (Capriccio) med Bjørn Goop føringen, men måtte umiddelbart efter slippe til Local Conch, som Flemming Jensen forcerede til front.
Kilometeren gik efter 1.13,1.
Ind i sidste sving blev Quarcio du Chene skiftet til andet spor og overtog føringen midt svinget for siden at trække fra til overlegen sejr i tiden i 1.12.5a/2140 meter foran Year In Review og Clear Sign.
Local Conch skuffede på fjerdepladsen i 13,3.