Markedsværdi – 25 millioner kroner!
Frankrigs bedste 4-årige traver, Timoko har en markedsværdi af 25 millioner danske kroner – et tal, der er beregnet på basis af den syndikering af hesten, der pt er i gang.
Timoko, der i år er ubesejret i fire starter og bl.a. har vundet Gruppe 1-løbene Criterium des 4 Ans og Prix de Selection syndikeres nu til en pris af 37.000 Euro pr part – det er cirka 275.000 kroner.
Der er i alt 90 parter – det er dog kun de 35, der er på markedet – men totalt giver det en samlet markedsværdi på 3.330.000 Euro – eller 25 millioner danske kroner.
Timoko skal have sin første sæson i avlen i 2012 og her skal han koste 1.000 Euro ved anmeldelse og 10.000 Euro ved levende født føl.
Historien om Timoko er historien om den grimme ælling, der er blevet til en smuk svane.
Afstamningsmæssigt er der nemlig intet specielt ved Timoko – hans fader Imoko v. Vikings Way – tjente 131.899 Euro og satte rekord 1.14.6 og står blot til 2.000 Euro i bedækningstakst, og selv om der da har været enkelte af hans afkom, der har klaret sig rimeligt, så er det først med Timoko, at Imoko har fået et gennembrud.
Og Timoko har indskrevet sig som en af de store i den franske travsports historie – ikke blot med de allerede nævnte Gruppe 1-sejre, men som 3-åring vandt han såvel Criterium des 3 Ans, samt Prix Albert Viel – begge også Gruppe 1-løb.
Timoko har i alt tjent 857.730 Euro og hans rekord er 1.11.4 sat over 2175 m volte ved sejr i Prix Ephrem Houel i februar måned.
Det er foreløbigt blevet til 11 sejre i 23 starter.
Foto: Timoko ved sejren i Criterium des 4 Ans. Foto Gerard Forni