Markedsføring og øget service
Markedsføring og øget service er nøgleordene for Charlottenlund Travbanes nye direktør, Victor Feddersen (t.v.), som står foran en stor opgave i månederne frem mod finalen i Trotting Masters Final.
Der findes ingen patenteret løsning på hvordan man genskaber den brede interesse for travsporten, men når vi når frem til den anden søndag i september, skal ”kanonerne” være skudt ind.
– Jeg vil i særdeleshed bruge Masters som den overligger vi skal gå efter, siger Victor Feddersen, som startede i sit nye job den 1. november.
– De nationer, der hidtil har afviklet Masters har behandlet det som ethvert andet løb, men vi prøver at booste det op så man oplever et anderledes løb, som indirekte skal være med til at signalere fremtidens travløb på Lunden.
Det er en erfaren erhvervsmand, som nu står i spidsen for Det Danske Travselskab.
I 90’erne var han en del af den måske største danske sportskonstellation nogensinde – ”Guldfireren” – der de sidste 20 år har vundet stribevis af medaljer ved OL og VM. De år Victor Feddersen var med, blev det bl.a. til én OL-guld, OL-Bronze og fire VM-guld på blot seks år.
Siden tog han en uddannelse på AVT-Business School og har i en årrække fungeret som coach, foredrags- og procesholder.
Nu har 45-årige Victor Feddersen – som kommer fra en stilling som direktør i Topledernetværket ”IS” – i bogstavelig forstand sadlet om, og han er godt klar over at der venter en stor udfordring med at vende skuden på Lunden.
– Det er lidt af en supertanker, der skal vendes og vi skal jo helst have så mange som muligt med. Derfor bruger jeg meget tid på bl.a. at møde trænerne og de deltidsansatte, som kommer hver løbsdag. Jeg synes det er utroligt vigtigt at høre hvad ”folk” mener om Lunden. Hvad er det vi gør rigtigt og forkert og hvad kan vi gøre bedre for at nå op på det niveau, vi gerne vil op på, siger Victor.
– Vi vil gerne gøre noget ved det hele, men i første omgang koncentrerer vi os om de lavthængende frugter. Hvad er vigtigst og haster, samt mindre ting vi kan gøre noget ved her og nu.
Masser af muligheder
Men hvad er det så helt konkret, Lundens nye direktør har tænkt sig at gøre for at få flere nye tilskuere ud på travbanen – og måske endnu vigtigere: få dem til at komme igen og igen og igen?
– Vi er ganske enkelt nødt til at finde på noget helt nyt. Mange synes det er helt fint med tre intensive minutter med masser af aktion efterfulgt af 20 minutters pause, men endnu flere kan godt ”gå døde” i dét koncept og det er dem vi primært skal henvende os til, siger Victor.
– Folk kommer her selvfølgelig primært for at se travløb og spille, men vi skal også kombinere nogle løbsdage med andre oplevelser. Vi har f.eks. haft et Halloween-arrangement og i går var der juleklip. Det er selvfølgeligt primært for børn, men de har jo deres forældre med og dem skal vi sørge for også får en sjov og relevant oplevelse. I den forbindelse kan det nævnes, at vi flytter den nuværende legeplads til den modsatte ende af tilskuerpladserne. Det er trods alt dér det meste foregår og forhåbentlig kan vi skabe en legeplads, som ungerne får lyst til at komme tilbage – og på den måde får hele familien en hyggelig dag på Lunden.
– Vi har valgt primært at sætte ind på de helt store løbsdage – Copenhagen Cup, Derbyweekenden og Masters – men helt konkret hvad der skal ske, er endnu kun ikke fastlagt. Det skal vi bruge de kommende måneder til at finde ud af og det bliver nok nødvendigt at skyde i forskellige retninger.
– Travbanen er jo et oplagt sted til andre typer events, som man jo også har prøvet før. Der har bl.a. været inviteret til boksestævne og kort efter nytår er Danmark som bekendt vært for EM i Håndbold for herrer, så det ville da være oplagt at vise nogle af kampene på storskærm i Café Pitstop. Jeg ved godt det kræver nogle rettigheder, men der er masser af muligheder både hvad angår Tv-transmitterede sportsbegivenheder og live-arrangementer som f.eks. koncerter.
Spændende samarbejdspartnere
Charlottenlund Travbane har igennem årene haft forskellige lejere i tribunebygningerne, ligesom Dansk Golf Akademi har en driving range på banens inderkreds, og nu er der sågar indrettet fitnesscenter på 1. etage!
– Vi har indgået et samarbejde med SOF Academy, der bl.a. har crossfit centeret ”High-End Crossfit”, på vores 1. sal fortæller Victor.
– Det er jo langt fra travverdenen, men det appellerer omvendt til et for os attraktivt publikum, som vi henvender os til – dvs. de veletablerede familier med et vis økonomisk grundlag, som ikke allerede finder det naturligt at komme på travbanen.
– Jeg er også sikker på, at vi får stor glæde af den nye restauratør, Le Grand Bistro, som allerede har lavet nogle spændende arrangementer. Der var julefrokost i fredags og igen førstkommende fredag (6. december), lørdag den 7. december er der intimkoncert med Moonjam og Danseorkesteret – og så arrangerer de også stort nytårsshow med masser af mennesker, som måske får lyst til at komme ud og se hvad det der travløb egentlig er for noget.
Banens formand Peter Wilhelmsen (foto t.h.) supplerer:
– Vi har tidligere forsøgt os med rockkoncerter o.l. på storløbsdagene, men det fik en noget blandet modtagelse, så det har ikke førsteprioritet længere, siger Peter B. Wilhelmsen.
– Musik skal ikke være med til at sælge travsporten, selvom jeg selv var med til at finde på det i sin tid, men vi ER nødt til at acceptere forandringer. Når det er sagt, så vil bestyrelsen sige ”GO” hvis Victor kommer med en idé, som han synes er oplagt til en speciel dag – det er derfor han er ansat.
– Jeg vil samtidig understrege, at Victor har fået et ”projekt-budget” så han kan udføre nogle idéer og tiltag uden altid at skulle forhøre bestyrelsen først.
Serviceniveauet skal højnes
Victor Feddersen og Peter Wilhelmsen er enige om, at travbanens generelle serviceniveau skal højnes.
– Vi kan ikke ændre på at der er kø ved pølsevognen eller spilleboderne, da økonomien skal hænge sammen, men vi kan ændre på at dem, der tager imod bestillingerne eller spillet er mere smilende og imødekommende, fastslår Peter.
– Men det handler overordnet set om at ALLE, som gæster Lunden skal have en god oplevelse. Det gælder lige fra trænerne og de andre aktive, som ankommer til banen og får anvist en rengjort boks, til spillerne og gæsterne i restauranten. I den forbindelse kan det nævnes, at de nuværende lokaler ved Vægten og den tilstødende stald bliver ombygget til nye toiletforhold og staldcafé.
– Generelt skal serviceniveauet højnes. Vi halter langt bagefter og det er ikke godt nok på mange punkter. Sådan er det desværre også på mange andre baner, som jeg har besøgt rundt om i verden, men Lunden vil gerne gå forrest og det er vores mål, at folk skal kunne mærke en forskel i forhold til sidst de gæstede banen.
Markedsføring og atter markedsføring
Travløbene i sig selv tiltrækker selvfølgelig mange mennesker, men markedsføring er også utrolig vigtigt.
– Internt på Lunden skal vi gøre hvad vi kan for at gøre opmærksom på os selv, men på landsplan skal der efter min mening også gøres meget mere, siger Peter Wilhelmsen.
– Vi havde en oplagt mulighed for at ride med på en bølge i forlængelse af Tarok-filmen. Nu blev bølgen ikke så stor, som vi alle sammen havde håbet, men jeg er personligt meget skuffet over at Dansk Hestevæddeløb fik afslag fra HFF på en ansøgning om 1 millioner kroner til ekstraordinær markedsføring af hestesporten. Det var en kæmpe fejl og i min verden burde man investere i en stor kampagne over 3 år, som koster nogle helt andre summer.
– I de tre år jeg har været med i dansk travsports inderkreds har jeg erfaret hvor lidt man gør ud af markedsføring. Det er meget kritisabelt. Det er jo ikke for sjov når FCK reklamerer med, at der er fodbold den og den dag. De gør det for at gøre opmærksom på sig selv. Det er heller ikke for sjov eller tilfældigt når Mads Laudrup er med i ”Vild med dans”. Det kunne ligeså godt have været Jeppe Juel hvis travsportens havde gjort mere opmærksom på sig selv. Hvis du er passiv er medierne også passive, men hvis du er aktiv bliver medierne også mere aktive.
– Det var jo heller ikke tilfældigt at vi på Derbydagen havde en helt fantastisk stemning med masser af tilskuere, som jeg ikke kan huske der har været på Lunden i nyere tid. Hvorfor? Fordi vi havde været heldige at få en sponsor, som ”plastrede” aviserne til med reklamer for Derbydagen.
– Det jeg bare frygter, er, at hvis vi som sport sidder for passive, dropper medierne os igen stille og roligt. Derfor håber jeg, at man fra sportens og Hestesportens FinansieringsFond (HFF)’s side allokerer nogle midler til at markedsføre travsporten. Ikke Tarok-filmen, men travsporten generelt. Her er Masters et oplagt mål for en kampagne, slutter Peter Wilhelmsen.