Manglende bredde i hurtigklassen
Mesterskab for Danmark – der har været kørt siden 1917 – var før i tiden rangeret næsten på højde med de klassiske løb, men de senere år har løbet ofte været nedprioriteret af trænerne og i år er der blot seks heste til start i årets DM.
Næsten alle dansk travsports største navne gennem tiderne har vundet Mesterskab for Danmark, der i mange år var åbent for både danskfødte heste og udenlandskfødte heste i dansk træning, men i dag er løbet forbeholdt danskfødte heste – uanset ejerens nationalitet.
I år kan vi se frem til et kanonløb med deltagelse af O’Grady, Okay Bee, Mathilde Trøjborg, Local Conch, Inzaghi og Neo Holmsminde – men overordnet set er det ærgerligt, at blot seks heste kommer til start i det traditionsrige storløb med en samlet præmiesum på 200.000 kroner.
Er der virkelig ikke flere heste, der er gode nok til at matche Mathilde Trøjborg og Local Conch eller har Flemming Jensens duo skræmt potentielle konkurrenter væk? “Ismanden” har jo tidligt meldt ud, at Mesterskab for Danmark var målet for de to stjerner, men uanset hvad, så vil skæbnen altså, at vi af forskellige årsager mangler flere mulige DM-kandidater.
Her tænkes i første række på:
Magic Sisa: DM-vinder i fjor. Hesten er i topform, men befinder sig pt. i Frankrig hos Fabrice Souloy og vandt sin seneste start. Magic Sisa starter på søndag i et løb på Beaumont de Lomagne i Sydfrankrig.
Neo Smed: Svenskejet og -trænet Derbytoer, der har taget springet op i Gulddivisionen i Sverige med rimelig succes. Hesten har holdt pause i et par måneder, men starter i Hamburg Cup søndag eftermiddag, hvor Classic Grand Cru også er til start.
Nobodybeatsthebeat: En af de bedste danskfødte hopper gennem tiderne imponerede i sit comeback og første start for Flemming Jensen, men “Ismanden” er vel netop årsagen til at hesten ikke kommer, da staldkammeraterne Mathilde Trøjborg og Local Conch kommer.
Kassio Roland: “Den røde løber” har været matchet i Sverige og var senest nummer fem i et løb på Åby i torsdags, der blev vundet af Local Conch. Anonym indsats der, men måske kunne Gitte Larsens øjesten begå sig i DM?
Orali: Tophest, der primært har været matchet mod Sverige og Norge med stor succes. Gik et topløb sidst på Jägersro, hvor han var nummer tre på 1.14,2a/2000 meter efter startfejl, men Jeppe Juel valgte at starte staldkammeraten Inzaghi og leder i stedet efter en anden opgave til Orali.
Boblere
Boblere er der mindst en håndfuld af – vi nævner i første række:
Juvel Trøjborg: DM-vinder i 2007, men langt fra storformen. Hesten startede senest mandag aften i Aalborg og sluttede uplaceret efter en anonym indsats.
Obelix: Anders F. Jensens stjerne har fået sit gennembrud i år, men var svag sidst på Åby og holder nok ikke topform pt. Anpartshesten kunne ellers være spændende at se mod eliten, men måske næste år?
Leader Chip: Sidst års DM-treer har bl.a. vundet på Lunden i år på imponerende 1.14,0/2020 meter, men var lidt tam sidst på Jägersro for 14 dage siden. Formen?
Nice Little Ært: Ligeledes svenskejet og -trænet 2009-Derbyvinder, der slet ikke har fungeret det sidste halvandet år og var ret anonym i sin seneste start for snart fire måneder siden. Det ligner en “fiasko” for ellers succesrige Tomas Malmqvist.
Minos Vang: Svenskejet og -trænet hest, der har gjort det rigtig flot for Åke Svanstedt de sidste par sæsoner. Hesten var senest nummer tre i et stayerløb på Solvalla i tiden 1.14,2/3180 meter og formen er således i top, men måske er der for langt til Danmark?
Spørgsmålet er så hvor højt Mesterskab for Danmark skal prioriteres i fremtiden – i Sverige er der f.eks. 600.000 SEK til vinderen i Svenskt Mästerskap på lørdag. Det er givet at en højere præmiesum vil tiltrække flere gode heste, men det er op til Travsekretariet. Indtil dét sker, må vi glæde os over at en håndfuld danske trænere trods alt satser på DM og så se frem til søndagens løb, hvor der bl.a. er lagt op til stormøde mellem Flemming Jensen-duoen Mathilde Trøjborg og Local Conch.
Tidligere vindere af Mesterskab for Danmark: KLIK HER
Foto: Magic Sisa vinder Dansk Mesterskab 2010 – senere er løbets navn heldigvis ændret tilbage til Mesterskab for Danmark