Målfotodyst i Finland
Dommerkomiteen måtte have fat i målfotografiet for at kunne afgøre at Womanizer havde vundet Kymi Grand Prix foran Hard Livin.
Der var virkelig kamp til stregen til Kymi Grand Prix- på Kouvola-banen i Finland lørdag eftermiddag.
Men det var uden favoritterne Nesta Effe og Owens Club indblandet.
I stedet dystede længe førende Womanizer (Tap In) med Tommi Kylliäinen og Hard Livin (SJ’s Cavair) med Daniel Reden meget hårdt om sejren, og ved målpassage var det umuligt at skille de to med det blotte øje.
Målfotoet kunne fortælle, at Womanizer havde vundet med en mulespids – begge i 1.12.2/2100 m.
Favoritten Nesta Effe med Roberto Vecchione sad langt nede i feltet undervejs, og fik fjerde spor rundt i opløbssvinget.
Det blev for svært og den smukke røde hingst sluttede på en femteplads i 1.12.6 – kort foran franske Save the Quick, der havde siddet i dødens undervejs.
Sweden Cup-vinderen Owens Club var næstsidst i 1.12.8.
Womanizer. Foto Kanal 75.
Der var 85.000 Euro i førstepræmie til Womanizer, der gav 14 gange pengene igen.
Womanizer havde ellers varmet fint op til løbet ved sejr på Mikkeli den 2. juni i 1.09.9a/1609 m.
Andenhesten Hard Livin har i øvrigt Affinity til moder – en amerikansk hoppe, der ejes af Thomas Lind-Holm, Stutteri Dust og som også er moder til den lovende Tumble Dust (Crazed) 1.13.0 samt til Atomic Rain (Muscle Hill), der med 770.000 SEK blev Elitaktionens dyreste hest i år.