Maharajah skuffede i PDA-test
Spillet ned til 11:10 lå det i kortene ar Maharajah med Ôrjan Kihlström skulle vinde i Gulddivisionen på Solvalla og dermed vise, at den avr klar til en start i Prix d’Amerique om 14 dage.
Men der bliver næppe nogen start for Maharajah i Europas største travløb efter lørdagens præstation, hvor den sluttede på en fjerdeplads.
– Allerede på sidste langside kunne jeg mærke, at der ikke var det rigtige tryk i ham – måske fordi han havde svært ved at få fæste på banen, sagde Kihlström umiddelbart efter løbet.
Vejr og baneforholdene var da heller ikke de bedste, idet et kraftigt snevejr var sat ind over Solvalla, men tilsyneladende havde det ikke den helt store indflydelse på løbenes afvikling,
Maharajah blev taget roligt fra start, mens næstfavoritten On Track Piraten med Johnny Takter blev sendt til spids efter 300 meters kørsel. De første 500 meter afvikledes efter 1.10.7.
Og nu sendte Kihlström Maharajah afsted og fik tredje spor svinget rundt inden parret kom frem udvendigt for On Track Piraten.
Kilometeren blev afviklet efter 1.12.7 – dvs. der var kørt i 1.14 tempo/500 m.
Da løbet gik ind i sin afsluttende fase, ventede man at Maharajah bare skulle gå forbi On Track Piraten, når det passede Kihlström.
Men sådan gik det ikke.
Tidligt i opløbet var det klart, at Maharajah ikke kunne true On Track Piraten (Kool du Caux), og Maharajah måtte endda se sig slået til fjerdepladsen af de godt afsluttende B W L Champion med Ville Karhulahti og Kash’s Cantab.
On Track Piraten vandt i 1.12.3a/2140 m – Maharajah på fjerdepladsen noteredes for 1.12.6.