Mads Petersen: Jeg håbede på Therese
Bornholmske Mads Petersen blev kåret som “Årets Travkomet” efter en flot sæson, hvor det bl.a. blev til sejr i både 3- og 4-årsmesterskabet på Bornholms Brand Park.
Det var en lidt genert ung mand, der gik på scenen efter det stod klart at han var blevet kåret som Årets Travkomet, men Mads Petersen var ikke nervøs:
– Jeg havde ikke regnet med at jeg vandt og tog det lidt som det kom. Jeg håbede på at det blev Therese (Mikkelsen, red.), som jeg synes har gjort det rigtig godt; hun har vundet både monté- og travløb. Men jeg synes generelt der er kommet mange nye kuske og det er længe siden, jeg har set så godt et kuld, sagde Mads Petersen.
– Både 3- og 4-årsmesterskabet var rigtig stort – det var det også at vinde 11 løb; det havde jeg ikke regnet med, men jeg har fået mange køreture og det er jeg meget taknemmelig for.
Mads Petersen kan se frem til endnu flere og endnu mere interessante køreture i fremtiden, idet han er blevet “udvalgt” som andenkusk hos Stefan Lind-Holm efter Henriette Jensen har sluttet sin aktive karriere.
– Jeg har kørt nogle af deres heste sidste år og det gik udmærket, det håber jeg kan fortsætte, siger Mads, som ikke har nogle aktuelle planer om at blive professionel:
– Jeg laver også meget andet, men det er klart, at travsporten fylder meget. Jeg skal dog lige ha’ en uddannelse først og så tager vi den derfra.