Lunden leder efter nye trænere
Landets hovedstadsbane leder efter professionelle trænere, der vil løse licens på banen. Man havde set frem til at Søren Demant Andersen var startet i løbet af foråret, men han har netop meddelt, at det gør han ikke.
Enhver sport har brug for nyt blod med mellemrum, og det er vist ingen hemmelighed, at gennemsnitsalderen hos de professionelle travtrænere på Charlottenlund Travbane er over de 50 år.
Derfor ville Søren Demant Andersen med sine 26 år være et frisk pust, ligesom den unge fynbo ved flere lejligheder har vist sit gode holdelag for kørekunsten.
– – Men jeg tør simpelthen ikke starte som selvstændig træner, som tingene er for øjeblikket i dansk travsport, siger Søren Demant Andersen.
Alt var ellers lagt til rette for Søren Demant, der skulle have stald på Stald Alvika i Hedehusene og træne staldens 5-6 heste.
– – Det var en god basis at have, men 5-6 heste kan man ikke leve op og selv om der nok ville komme nogle flere, så anser jeg det så usikkert, at jeg simpelthen ikke tør tage chancen.
– Selv om jeg skulle få 12- 13 heste i fast træning, så kan det ikke engang lønne en staldmand, siger Søren Demant Andersen.
Frem til den 1. maj er Søren Demant Andersen ansat hos Stald Alvika, og hvad han herefter skal lave er uvist.
-Jeg er uddannet tømrer, så jeg håber at kunne få arbejde inden for den branche, men det kan da også være at jeg tager til Sverige og arbejder som jockey, siger han.
Jeg har ikke opgivet drømmen om en dag at blive professionel travtræner, og jeg tager trænereksamen her i foråret, men som tingene ser ud inden for dansk travsport lige nu, tør jeg altså ikke starte egen stald op, slutter Søren Demant Andersen.
I bestyrelsen i Det Danske Travselskab, der driver Charlottenlund Travbane, er man kede af Søren Demant Andersens beslutning, men har forståelse for den.
”Vi havde håbet på at Søren Demant Andersen var startet som træner, da vi i høj grad savner fornyelse til vor trænerstand, men vi har forståelse for hans beslutning, siger bestyrelsesformanden Peter B. Wilhelmsen.
-Vi har gennem længere tid været på udkig efter nye træneremner, og har været i dialog med et par stykker fra såvel Jylland samt fra Sverige.
Dem vi har talt med vil faktisk meget gerne blive en del af Lundens træner-team, men de økonomiske rammer for at etablere sig i Nordsjælland gør det dyrt, og de tør derfor ikke tage springet.
Vi har naturligvis Skovbo at tilbyde som træningsanlæg og håber på at kunne opgradere anlægget så det bliver mere attraktivt i fremtiden for nye trænere, slutter Peter B. Wilhelmsen.