Første Lunden-championat til Iver Jessen
Iver Jessen kiksede med storfavoritten Try Me, men sikrede sig alligevel sit første amatørchampionat på Lunden.
Der var på forhånd lagt op til en spændende afgørelse i kampen om årets amatørchampionat på Lunden – og spændende blev det!
Iver Jessen kiksede ganske vist med Try Me, der galoperede sejren væk midt på opløbet (se senere), men allerede i løbet forinden lykkedes det at hente en andenplads bag outsideren Pronto Jet og dermed havde han samme antal andenpladser samt flere tredjepladser end Bjarke Haagensen.
Det betød at Bjarke Haagensen pludselig skulle vinde TO løb for at genvinde titlen og det skulle vise sig at være en umulig opgave, selvom han lidt overraskende vandt 10. og sidste løb med debutanten Uptothetop (Up Front Larry) efter føring fra start til mål.
Iver Jessen og Bjarke Haagensen havde nu begge otte sejre og otte andenpladser, men Iver Jessen havde flest tredjepladser (9 mod Bjarkes 4) og det blev altså udslagsgivende.
45-årige Iver Jessen kunne dermed glæde sig over sit første amatørchampionat på hovedstadsbanen.
Clausen bombede
Dagens største overraskelse på Lunden blev serveret af Christian Clausen med Anders F. Jensen-trænede Passion For Bambus (Likeable River) efter føring fra start til mål. Konkurrenterne nærmede sig til slut, men den ene af de tre firebenede “Tarok-skuespillere” holdt sig foran til målstregen var nået og tog årets femte sejr i tiden 1.15,8a/2000 meter foran Pace Of Music og favoritten Snoopy, der efter trafikproblemer undervejs sluttede fint af mellem heste.
Clausens svigerfar Steen Juul fik en enkelt sejr i dag med Tommy Nielsen-trænede Obelix B T (Gill’s Victory), der efter et løb i ryg på den førende Maigold overtog midt i sidste sving og sejrede foran en stærkt afsluttende Sigurd Speed – begge heste fik noteret tiden 1.16,0a/2000 meter.
Steen Juul blev dermed trænerchampion på Lunden med 53 sejre.
Sigurd Speed blev kørt af Kasper K. Andersen, som i løbet forinden – Ruder Konge Pokalen – overraskede med Jägersro-hesten Pillevalls Krabat (Skogans Orlov) efter føring hele vejen. Det var årets sjette sejr til den 5-årige vallak, der trænes af Jägersro-amatøren Cecilia Ahlborg.
Kasper K. Andersen – som fik yderligere en andenplads – kunne dermed sikre sig endnu et jockeychampionat på Lunden med 10 sejre.
Tempo Lund trods galop
Dennis Olsen-trænede Tempo Lund (ENS Snapshot) leverede en rigtig præstation da den indfriede favoritværdigheden i begynderløbet trods galop i første sving.
Heldigvis for Birger Jørgensen blev der ikke kørt særlig hurtigt foran og ud på sidste omgang kunne Tempo Lund overtage føringen for siden at afvise næstfavoritten Tiara Siem til rimelig sikker sejr i tiden 1.19,6/2000 meter.
Dennis Olsen ejer selv Tempo Lund og “Turbo” kan se tilbage på sin hidtil bedste sæson som træner med foreløbig 17 sejre og over 450.000 kroner i indkørte præmier.
Dagens gladeste vinder
Der var ganske vist kun 7.500 kroner i førstepræmie, men der er næppe nogen tvivl om, at Anette Olsen var dagens gladeste vinder på Lunden da hun i 8. løb var først over stregen med Turbo Day (ENS Snapshot).
Der var dog ikke så lidt held med i spillet, selvom Turbo Day gik et topløb i sin første start efter et halvt års pause, idet den førende Try Me galoperede midt på opløbet på vej mod den ventede sejr, der altså i stedet gik til Turbo Day i tiden 1.17,6/2020 meter.
Sejren var Anette Olsens anden sæsonsejr – hun vandt også sidste løbsdag med Verdi A – men ellers har der de senere år været langt mellem sejrene for den 53-årige Lunden-amatør, som ejer og træner Stald Viggatorps heste sammen med sin “bedre halvdel” Claus Wagner.
Læs om dagens løb på Lunden på banens hjemmeside: KLIK HER
V5-resultat:
Afd. | Nr. | Vinder | Odds | Værdi | Udg. | |
1 | 1 | The Great Elkær | Rene Jonassen | 7,65 | 112 | – |
2 | 9 | Tempo Lund | Birger Jørgensen | 2,61 | 133 | – |
3 | 3 | Swiss Precision | Axel Jacobsen | 2,34 | 142 | 1 |
4 | 5 | Turbo Day | Anette Olsen | 5,66 | 768 | – |
5 | 3 | Lucky Garden | Kenneth Nielsen | 10,98 | 3676 | – |
![]() |
||||||
Gevinster for 5 afdelinger rigtige. Antal rækker: 136 Gevinst: 3.676 kr |