Lunch-triple til Ismanden
Flemming Jensen havde ikke taget turen til Jägersro forgæves. “Ismanden” vandt således tre løb i dagens Lunch-trav på den svenske Derbybane.
Første sejr kom med Wink Spot (us)(Dream Vacation), der først havnede i dødens og siden andet par udvendig. Ind i sidste sving trak Flemming Jensen ud til angreb og på en stærk afslutning sejrede den amerikanskfødte hoppe i rekordtiden 1.12,2a/1640 meter.
Næste sejr kom med Huge Star (Juliano Star), der overtog føringen efter 500 meter og siden holdt farten til forholdsvis sikker sejr i tiden 1.14,7a/2140 meter.
Hattrick blev fuldendt med Solo Nolo (Dream Vacation), der ligeledes fik spids efter 500 meter og siden sejrede rimeligt sikkert i tiden 1.17,4/2140 meter.
De to førstnævnte fik 25.000 SEK for sejren, mens der var 20.000 til Solo Nolo.
Flemming Jensen havde i alt syv heste med til Jägersro og fik yderligere en andenplads med Racing Hill og en tredjeplads med Speed Hill. Sidstnævnte var storfavorit (16:10) og gik trods nederlaget et topløb med tredje spor de sidste 800 meter.