Lunch-succes!
Ville det blive travløb for gabende tomme tilskuerpladser eller ville publikum finde vej til den fynske væddeløbsbane fredag middag, hvor banen for første gang arrangerede Lunch Trav med tilspil fra Sverige og Norge.
Som overskriften indikerer så blev det første danske Lunch-trav en succes.
Så stor en stor succes, at antallet af besøgende kom bag på såvel restauratøren som på banens ledelse, der nok skulle have ofret et par toto-folk mere.
Omkring 150.000 kroner i baneomsætning er efterhånden ikke hverdagskost på en dansk travbane – men at den totale omsætning blev på 5.4 millioner var mere forventelig.
Lunch Travet er et godt spilleprodukt!
Den store succes kan give stof til eftertanke!
Afholder vi løbsdagene på de rigtige dage og tidspunkter?
Kunne det måske være en ide at lave en fast dansk Lunch trav fredag middag – som optakt til weekenden!
Men der skal også lidt malurt i bægeret til den fynske bane.
Nu er det tredje løbsdag i træk, at trænere og kuske kritisere banelegemet på Royal Canin Arena. Og det gør de ikke offentligt uden der er noget i vejen.
I dag var det Knud Mønster, der fremførte sin kritik af banen på Racing Live
Og det er egentlig mærkeligt, at det er gået sådan, for var det ikke for fire løbsdage siden, at man udråbte Royal Canin Arena til at have Danmarks bedste banelegeme?
Men vintervejret driller tilsyneladende banefolkene på Fyn – måske skulle de tage kontakt til bane-guruerne i Halmstad!