Line Sensei på open stretch
Line Sensei (Mr Flirt) tilbage i vindercirklen i hoppeløbet efter perfekt løb i ryg på Nanny Fine, der var toneangivende undervejs i toptempo. Stærk præstation af favoritten Nanny Fine på andenpladsen.
Der var fuld fart på fra start, hvor Henrik Lønborg kørte til spids med Nanny Fine foran Line Sensei nærmest. Ud af første sving blev Honey Love Victory forceret frem til dødens og tempoet blev presset yderligere i vejret. Første 500 meter gik efter 1.14,5 og kilometeren efter 1.13,4.
Rundt sidste sving lignede Nanny Fine stadig en rund million, men da feltet svingede ind på opløbet fik Line Sensei chancen på open stretch og kunne på de sidste meter speede forbi til sejr i tiden 1.14,1a/1700 meter.
– Det var fortjent. Hun har gået nogle gode løb, men har ikke haft det held hun skulle ha’ – men det havde hun i dag. Hun har været i hårdere konkurrence i Sverige, men det er da klart, at man ikke kan være helt tilfreds når så god en hest ikke vinder. Hun er ikke nogen raket fra start, så i bedste fald skulle jeg ha’ ryg på Henriks hest og det lykkedes lige akkurat. Hun er utrolig speedig, men hvis Nanny Fine ikke havde fået tryk undervejs, ville det have været svært, sagde Flemming Jensen efter sejren.