Lillesøster til Frank The Hands
Armbro Vivian, der ejes af Leif Alber, fik natten til mandag et hoppeføl efter Credit Winner, og dermed en helsøster til Frank The Hands, der er avlshingst i Finland.
Efter at have været gold i to år fik Leif Alber omsider et føl efter nu 14-årige Armbro Vivian (Garland Lobell).
– Vi havde håbet på at få en hingst og dermed en helbroder til Frank the Hands, siger Leif Alber, der allerede har døbt føllet Kaliska Alber.
Frank The Hands dominerede 2-årsløbene i Staten New York og satte rekord 1.12.8 – den nåede i alt at tjene 322.938 dollars inden den blev eksporteret til Finland, hvor den virker som avlshingst.
Armbro Vivian er også moder til Mr Alber (Muscles Yankee) 1.11.5 . 139.629 kroner, som er i træning hos Martin Kristiansen på NFT samt til 4-årige Jr Alber (Kadabra) 1.13.4 – 38.522 dollars, som nu trænes mod dansk debut af Flemming Jensen.
Armbro Vivian, der folede på Winbak Farm i New York, skal nu bedækkes ved Leif Albers Hambletonian-vinder Broad Bahn, der er opstaldet samme sted.