Leader Chips lillebroder kan også
De to danske topheste, Leader Chip og No Comment har en meget lovende fransk lillebroder i den 3-årige Volcan d’Urzy, der nyligt har vundet I 1.15.5/2700 m på Vincennes.
Volcan d’Urzy (Password) blev som åring solgt for 57.000 Euro til Jean Phillipe Dubois, og han har nu startet den 7 gange og vundet tre sejre.
Ved dens seneste sejr satte Volcan d’Urzy rekord 1.15.5/2700 m volte og med førstepræmie på 18.000 Euro har den nu tjent 47.020 Euro.
Men hvorfor er det lige, at Leader Chip og No Comment har en fransk lillebroder.
Jeg har vist skrevet historien før, men her kommer den i en anden udgave;
I Frankrig kan man ikke bare bruge en hoppe i avlen – den skal være godkendt, og det sker enten ved egne, moderens eller søskendes præstationer.
Årsagen er, at man har en overproduktion af travheste. Derfor har man opstillet en række krav, der skal opfyldes for at en hoppe kan benyttes i fransk traveravl.
Jabotte d’Urzy fandtes ikke- egnet til den franske stambog, da hun ikke kom til start – hvad i øvrigt ingen af moderens fire første afkom ikke gjorde.
Men ejeren, Jean de Mondesir der gennem mange år har været en af Frankrigs ledende opdrættere, troede så meget på sin hoppe, at han lod den bedække ved Pine Chip for at lade afkommet danskregistrere.
Det kom der Leader Chip ud af – Leader Chip, der i Axel Jacobsens træning udviklede sig til at være en af sin årgangs allerbedste heste og vandt mere end 1 million kroner.
Også næste afkom, No Comment (Coktail Jet) var et afkom over middel – hun satte rekord 1.14.1 og tjente små 200.000 krone. i dag er No Comment følhoppe på Stutteri Shadow.
At Jabotte d’Urzy havde to topafkom i lille Danmark betød intet for det franske centralforbund, men derimod var det af afgørende betydning, at moderen til Jabotte d’Urzy fødte såvel Ninon d’Urzy (Ustang de Mai) 1.14.8 – 175.550 Euro og Pad d’Urzy (Kaisy Dream,) 1.12.1 – 309.120 Euro.
Og med sådanne søskende så kunne Jabotte d’Urzy bruges i fransk avl.
Hendes første franske afkom, 2007 Taormina (Hasting) er ustartet, derefter følger Unica (Nice Love) 1.20.4 – 310 Euro og endelig Volcan d’Urzy.
Fra 2010 har Jabotte d’Urzy hoppen Alesia d’Urzy (Orlando Vici).
Jean de Mondesir solgte i øvrigt Jabotte d’Urzy på auktion i 2008 for 60.000 Euro.