Le Tout Premier – ja, det passer!
Le Tout Premier betyder på dansk ”Den Første” og det passer jo særdeles godt til hesten af samme navn der søndag eftermiddag vandt sin fjerde sejr i træk.
Lilian Uglebjerg ser ud til at have gjort en handel, da hun sent på året købte den svenske vallak, Le Tout Premier (Ganymede).
Det er almindeligt kendt, at hesten er vanskelig.
Ja, den har i løbssammenhæng et meget voldsomt temperament, men Lilian Uglebjerg valgte at starte sin nyerhvervelse i monte med lillesøster Anette i sadlen, og det var en succes.
Siden begyndelsen af december har parret startet i monte tre gange, og har vundet hver gang.
Søndag eftermiddag skulle Le Tout Premier atter i sulkyløb – Johnny Jørgensen var blevet hyret til at køre.
Det var ingen dårlig disposition.
-Jeg var klar over, at det gjaldt om at undgå at stresse Le Tout Premier for meget op inden starten, så jeg sørgede for at holde os væk fra de andre ekvipager, fortæller Johnny Jørgensen. Det viste sig at være en god ide, og hesten føltes rolig. Det var faktisk først, da vi kørte frem mod startvognen, at han rigtig begyndte at tage ved.
-Vi fik en god start, men kunne ikke holde spids, da Luffe Ringhøj kom flyvende udvendigt fra, fortæller Johnny Jørgensen videre. -Den var jeg ikke interesseret i at få ryg på, så jeg lagde mig ud i andet spor.
-Det blev således et hårdt løb for Le Tout Premier, og jeg var ved at tro, at vi ville blive fanget i opløbet, men han trækker igen, når der kommer heste udvendigt.
Le Tout Premier sejrede sikkert med 1.5 længde foran løbets favorit, Notice Flying PH med Birger Jørgensen, der var akkurat fik mulen foran de indvendige Octavia og Luffe Ringhøj.
-Jeg kører gerne Le Tout Premier igen, men jeg tror, at den næste gang skal starte i et monteløb på Axevalla, siger Johnny Jørgensen.
Le Tout Premier var en vinder til ni gange pengene, og det var ikke den hest Johnny Jørgensen havde regnet med at han skulle vinde med inden han tog hjemmefra i morges.
I 5. afdeling af V65-spillet sad han nemlig bag storfavoritten Rocky Egedal, men denne galoperede allerede i første sving og sluttede derefter uplaceret.
-Den kunne slet ikke finde højre rundt, fortæller Johnny Jørgensen videre, men den gik særdeles godt efter fejlen – formen er OK.
Nu vandtes dette løb af eftermiddagens største overraskelse, Nicoline Elmegård (Imposant Sund) med Thomas Bonde, der kørte hesten for kollegaen Finn M Lassen. Nicoline Elmegård, der gav 29 gange pengene, havde ikke vundet løb siden den 24. marts 2011!
Endnu længere tid siden er det, at Poeten Blåbjerg (Lindy Lane), der vandt sidste løb for Kenneth Andersen, havde vundet.
Her skal vi helt tilbage til den 23. juli 2010!
–