Last Legacy uplaceret
Steen Juul-trænede Last Legacy sluttede uplaceret i det østrigske Derby på Kriau-banen i Wien efter dramatisk afgørelse.
Det lignede længe sejr til storfavoritten Alegro, der fik spids fra start og afviklede kilometeren efter 1.18,4 med Sakima i ryg, mens Last Legacy tidligt kom frem som første hest i andet spor.
Ind i sidste sving satte Erik Kubes bag Last Legacy den førende Alegro under hårdt pres, men netop som feltet svingede ind på opløbet, rullede Last Legacy over i galop.
Fra andet par udvendig kom Kaka med Gerhard Biendl nu i et godt angreb og gik frem til sikker sejr i tiden 1.16,7a/2300 meter.
Alegro tog et par galoptrin midt på opløbet og blev diskvalificeret, selvom hesten kom i trav igen og kæmpede med Sakima om andenpladsen. Tredjepladsen gik til Tutanchamon. Last Legacy sluttede lige udenfor præmierækken i tiden 18,3.
Sejren blev belønnet med 36.500 euro.