Bratholm og Larsen på Wall of Fame!
To af dansk travsports største profiler gennem tiderne, Peter Bratholm (t.v.) og Jørgen Larsen, er i aften – som de første – blevet valgt ind i NKI Racing Arena Aalborgs nye Wall of Fame.
Det skete under aftenens championatsfest, hvor Flemming Jensen – der selv blev hyldet som sidste års trænerchampion – kom på scenen og sagde et par ord om de to “gamle drenge”.
80-årige Peter Bratholm huskes sikkert bedst som manden bag Verona Dirt, der besejrede Tarok og var en af de bedste danskfødte hopper gennem tiderne med 63 sejre – men heste som O’bente June og Kander F, der begge vandt 12 sejre på stribe, vækker utvivlsomt også gode minder.
Peter Bratholm fik trænerlicens i 1959 og var træner på Aalborg Væddeløbsbane indtil han faldt for aldersgrænsen i 2003. Det blev til i alt 1.579 sejre og bl.a. ni trænerchampionater på hjemmebanen – sidste gang i 1983.
I 1969 skrev Bratholm historie da han som den første danske travkusk vandt 100 løb på én sæson – nærmere bestemt 101. Han var også landschampion året før og gentog triumfen i 1971 med 117 sejre.
Peter Bratholm er heldigvis still-going-strong og kommer hver dag i stalden hos Pauli Andersen på NKI Racing Arena.
76-årige Jørgen Larsen vandt i alt 448 løb og er dermed en af de oftest sejrende danske amatørkuske gennem tiderne. Han var amatørchampion i Aalborg 12 gange – heraf 11 i træk (1956-66) – og blev desuden landschampion i 1960 med 53 sejre.
Allerede som 19-årig fik han sit store gennembrud med Stald Saltums første stjerne, Two-Step, der bl.a. var nummer to i Derbyet bag Tjavs og vandt Provinsmesterskabet og var nummer to i Derbyet bag Tjavs.
Det var dog med Ikaros, at Jørgen Larsen fejrede sine største triumfer. Det blev til sejr i bl.a. Mesterskab for Danmark, N.J. Koster Memorial og Skandinavisk Mesterskab på Lunden – som den første danske hest siden 1938. Ikaros vandt desuden Provinsmesterskabet ikke færre end tre gange.
I nyere tid er det blevet til sejr i bl.a. Dansk Hoppe Derby med Keep On Party (træner: Olle Goop) og Jydsk 4-årings Grand Prix med Equador, som Jørgen Larsen selv trænede.
”Bryggeren” er stadig yderst aktiv med flere løbsheste og et par følhopper.
Inspiration fra fodboldverdenen
Den opmærksomme læser undrer sig måske over betegnelsen “Wall of Hame” – og ikke HALL of Fame, som kendes fra USA, men det har en ganske særlige årsag.
– Vi har fået idéen fra fodboldverdenen og da banen jo i år kan fejre 60-års fødselsdag, syntes vi at det var passende at starte med at hylde nogle af de personer, som har skilt sig markant ud i NKI Racing Arenas historie, siger direktør Michael Korfitzen til Travservice.dk.
– Vi har lavet en væg – Wall of Fame – hvor der vil være billeder af de personer, som vi udpeger. I anledning af jubilæusmåret starter vi altså med to personer, men ellers vil det blive en tradition ved kommende championatsfest at udpege én ny person til Wall of Fame.
– Der har været mange navne i spil til den første udnævnelse i aften og der er bestemt mange andre, som også har fortjent at være med på Wall of Fame, men vi skulle jo starte et sted, slutter Michael Korfitzen.