Læserbrev: Strukturen i dansk travsport
Jeg har nu siddet i bestyrelsen for Charlottenlund Travbane siden november 2010 og må konstatere at det jeg tidligere fornemmede i allerhøjeste grad er blevet bekræftet. Strukturen og rollefordelingen i dansk travsport er i den grad syg og har behov for en kritisk gennemgang.
HFF og Danske Spil har overtaget styringen af dansk travsport og kørt sportens egen organisation DTC ud på et sidespor.
Man kan godt undre sig og spørge: Var det denne rollefordeling, som kulturministeren havde tænkt sig, da han i 2000 skabte HFF? Ønskede han – og ønsker politikerne stadigvæk at fremme et demokratisk underskud, der leder tanken hen på FIFA og Den Olympiske Komité?
For det er reelt sådan landet ligger. HFF og Danske Spil har overtaget styringen af dansk travsport og sat DTC udenfor markant indflydelse. Det betyder, at nogle få mennesker træffer skæbnesvangre beslutninger for dansk travsport hen over hovedet på de 2-4.000 aktive udøvere og hesteejere, der stadigvæk findes. Sportens aktive er i den grad sat udenfor indflydelse.
I min verden burde det være DTC (dvs. primært de otte baner), som var drivende i udviklingen af en samlet plan og strategi for travsporten. Så kunne hesteejere, trænere, opdrættere og andre interessenter søge deres indflydelse den vej igennem. Men i stedet for er det HFF og Danske Spil, der er drivende og har igangsat en række tiltag, hvor jeg vil nævne:
Omkring sæsonplanen 2011-2013 må man stille sig det grundlæggende spørgsmål: Er sporten til for spillets skyld? Eller er spillet til for sportens skyld? Jeg tror desværre, at HFF og Danske Spil er af førstnævnte opfattelse. Og med en svag modpart som DTC til at tale sportens sag, hvem skal så sige dem imod?
Problemerne med sæsonplanen er mange, som jeg ikke vil komme ind på her, blot vil jeg konstatere, at den kun tager hensyn til Danske Spils ønsker og ikke tilgodeser sporten (de aktive og hesteejerne). F.eks. kunne et alternativ til at placere de fleste af de nordiske dage på Lunden have været onsdage, som gik på skift imellem banerne med indledende afdelinger og finaler på storløbsdagene. Så havde banerne fået styrket deres storløbsdage, og man havde tilgodeset hele Danmark.
Idéen med et Mediecenter er muligvis en god idé. Men at man i 2011 bruger 3 mio. kroner af sportens penge på Mediecentret og får 1) En avis ’Racing News’ som trykkes i beskedne 8.000 eksemplarer samt 2) Driften af nyhedssiden www.travoggalop.dk er bare ikke godt nok.
Er det desuden sportens opgave at drive en nyhedsside? I Sverige driver STC og ATG ikke nyhedssider. Det gør uafhængige firmaer som konkurrerer om kunderne, sponsorerne og den gode historie. På den måde sikrer man sig, at journalisterne bevarer deres objektivitet og kritiske sans overfor magthaverne.
Enten lukkes Mediecentret eller også må tankerne bag Mediecentret kraftig genovervejes således at de brugte midler står mål med resultatet.
Problemet er dog, at HFF aldrig kommer til en erkendelse om at lukke Mediecentret, når de i den grad har været hovedarkitekterne bag idéen. Det er i sig selv et stort problem ved den nuværende struktur, at HFF har påtaget sig en så drivende rolle, at deres evne til at agere bremseklods er udvandet. Jeg gætter på, at den politiske hovedtanke bag fondsmodellen netop var at have en bremse, så halv-statslige penge ikke blev kastet i grams. Bremsen er nu sat ud af drift.
Og når vi snakker om at kaste penge i grams, kan man spørge om ikke ”TV2 sportsudsendelsen Golden Cup” er et godt eksempel på dette. Udsendelsen skulle efter sigende koste 2-4 mio. på årsbasis at få produceret og vist. Heraf kommer cirka halvdelen fra Dantoto, mens sporten selv betaler resten. Udsendelsen har ingen eller få seere. Er der en anden begivenhed, som har større bevågenhed flyttes eller vises udsendelsen bare ikke. Udsendelsen skal primært bruges til at skaffe nye kunder. Motivet er godt, men man kan med rette spørge om ikke pengene kunne bruges en smule bedre?
Det sidste tiltag fra HFF er en regionaldirektør for Midt- og Nordjylland. En direktør, der koster sporten 1 mio. kroner om året? Om det bliver en god idé, mangler vi endnu at se.
Årsagen til at DTC i den grad er kørt ud på et sidespor er delvis sportens egen skyld. Vi har i de sidste 10-20 år haft travlt med bekrige hinanden – banerne indbyrdes. Jeg tror og håber dog på, at den tid er forbi og fornemmer en stor lyst til at samarbejde banerne imellem. Det er nødvendig.
Spørgsmålet er nu, hvordan vi får bragt den rigtige balance tilbage i sporten? Hvor DTC er drivende, Danske Spil en medspiller i stedet for modspiller og HFF tildeler midlerne og sikrer sig at de ikke misbruges.
Jeg er desværre efter moden overvejelse af den opfattelse, at vi ikke kan få skabt den rigtige struktur og balance i sporten med den nuværende ledelse af DTC, som i den grad har medvirket til at spille fallit overfor HFF og Danske Spil.
Derfor er den eneste løsning at banerne går sammen og vælger en ny, styrket bestyrelse og formand for DTC, som vil tage kampen op mod HFF og Danske Spil og i sidste ende søge hjælp hos politikerne, således at græsrødderne i dansk travsport igen kan få den indflydelse på deres sport, som de fortjener.
Jeg håber, at flere baner vil bakke op om idéen – og så vil jeg samtidig opfordre alle som ønsker sporten det bedste – om at give deres mening til kende på deres lokale bane.
Med venlig hilsen og håbet om et styrket DTC.
Michael Juul Nielsen
Hesteejer og medlem af DTS’ bestyrelse
Har du kommentarer til Michael Juul Nielsens læserbrev?
Så send TravService.dks redaktion en mail på adressen henrikberg@live.dk