Kurt M. Hansen: Jeg er helt benovet
Svenskejede og -trænede Solstrålen blev kåret som “Årets 3-åring” – desværre var hverken ejeren eller træneren nået frem til Nyborg ved kåringen.
– De har sagt at de kommer, men er åbenbart ikke dukket op endnu, sagde Solstrålens opdrætter, Kurt M. Hansen, som modtog hyldesten på scenen som “standin” for kredsen omkring hesten.
– Jeg troede aldrig det kunne lykkes for en bornholmer; jeg er helt benovet, men den er kommet hen de rette steder og det er jeg dybt taknemmelig for.
Mor til Solstrålen er hoppen Michelle, som Kurt M. Hansen foreløbig har trukket fire afkom på:
– Michelle var utrolig starthurtig, men havde svært ved at stå hjem, så den daværende ejer sagde til mig, at jeg bare skulle holde hende til en hingst, der har moral og vilje. Det er jo ikke altid det lykkes, men han fik ret, sagde Kurt M. Hansen.
Solstrålen overvintrer nu som storfavorit i Dansk Hoppe Derby og de øvrige storløb for 4-årige hopper, med undtagelse af Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix, hvor hesten ikke er meldt.
Som kategorivinder har Solstrålen også chancen for at blive kåret som Årets Travhest, der kåres i aften.