Kriteriet: Det gamle blod
I en tid, hvor mantraet i traveravlen er – hurtige generationsskift – så bryder den imponerende vinder af Dansk Trav Kriterium, Takethem denne trend. Blot tre generationer tilbage – så er vi i 1960’erne.
Både i Frankrig og i USA handler det om det hurtige generationsskift.
I Frankrig bruger man de hingste, der har vist gode resultater allerede fra de tre år i avlen, men de fortsætter som regel med løbe væddeløb, men i USA det som hovedregel været sådan, at årgangens bedste 3-åring går direkte i avlen.
Det er det hurtige generationsskift, der skal bringe avlen videre, der gør sig gældende.
Og det vil en avlsekspert sikkert også kunne bevise.
Man skal ikke undervurdere den kvalitet, der ligger i nogle af de gamle blodlinjer – blod som vi f.eks. vinder i den seje Kriteriumsvinder Takethem.
Blot tre generationer tilbage i hans afstamning – det være sig på såvel fader som moderside – så er vi omkring 50 år eller mere tilbage.
Oldefar til Takethem på fadersiden er legendariske Nevele Pride født 1965, mens vi på modersiden finder Francis Senator født 1960.
Oldemor Ninette L er født i 1967 og er i øvrigt af ren fransk afstamning.
Ninette L er opdrættet på Stutteri Langstrup ved Fredensborg , der på den tid var et af landets største travstutterier.
Ejeren Ole Christensen havde tidligere opdrættet Belgiske heste, og havde derfor kontakt til såvel Belgien som Frankrig.
Han troede på et mix mellem franske og dengang dansk heste – for så mange amerikanere var der endnu ikke kommet til landet.
Ole Christensen importerede både hingste og hopper – bl.a. moderen til Ninette L, Kaatja, der var belgisk registreret.
Kaatja kom til landet ifolet Jaboune og fik Haboune L, som ældre travsportsfolk nok husker som en særdeles stærk traver for træner Carlo Frederiksen.
Kaatja fik også Ninette L, der var efter en af de to belgiske/franske hingste som Ole Christensen købte nemlig, nemlig Gady Bird -den anden var Devacourt.
Gady Bird nåede desværre kun at få 20 afkom inden den døde – men der var gode heste blandt dem -bl.a. Navy Bird, der vandt Dansk Opdrætningsløb, Mon Desir L, der blev moder til bl.a. Vichy Desir, der også vandt Dansk Opdrætningsløb, Martini L, Ninette L m.fl.
– Jeg arbejdede på Stutteri Langstrup på den tid med Gady Bird og Devacourt, og købte såvel Martini L som Ninette L, fortæller Ole Berg Thomsen, og jeg skænkede det da ikke en tanke, at Ninette L skulle gå hen og blive stamhoppe på mit stutteri.
Ninette L, der er født i 1967, var selv en god væddeløber, der fik rekord 1.20.4 og tjente 20.950 kroner, var om muligt endnu bedre i avlen.
Hendes første afkom, Ax (Nu Bangsbo) var en sand sejrssluger med Ole Berg Thomsen i sulkyen og siden kom bl.a. Cherie Rose (Francis Senator) til. Cherie Rose –født 1976 – fik rekord 1.17.8a – 137.800 kroner og det var en top-indtjening af en oppe i 70-erne.
Cherie Rose blev også en tophoppe i avlen.
Hun fik i alt otte afkom og af disse vandt Noblesse (Smokin Yankee) Dansk Trav Kriterium, Jydsk 4-årings Grand Prix samt det første Breeders Cown-løb i Sverige.
Rebellion (Another Miracle) vandt Dansk Hoppe Derby.
Cherie Rose fik også enkelte afkom, der blev registreret i Sverige – to af dem, Adonis (Buckfinder) og Belle Rose (Quick Pay) vandt hver over en halv million kroner.
Det sidste afkom Cherie Rose fik var D’Cherie efter derbyvinderen New Quick.
D’Cherie satte rekord 1.14.1 og vandt 264.034 kroner – altså også et afkom over middel.
I avlen har D’Cherie ført moderen stærke resultater videre.
I 2005 fik den svenskeregisterede Noir de Cherie (Ganymede) – vinder af 14 sejre og 1.2 mio SEK.
Hendes første danske afkom er velkendte Osbourne (Great Challenger) med 22 sejre, 1.12.3 og 502.112 kroner. Derefter følger helbroderen Raleigh 1.15.1 – 66.500 kroner og en helsøster, Smaragd 1.15.8 – 15.000 kroner.
I 2010 fik D’Cherie Takethem – søndagens imponerende vinder af Dansk Trav Kriterium.
Fader til Takethem er svenske From Above, der er den eneste hest i Sverige, der har vundet Kriterium, Derby, Breeders Crown og Elitlopp.
From Above er i Sverige kendt som fader til topheste som Marshland 1.10.6 5 mio. SEK, Orecchietti 109.5 – 4 mio. SEK m.fl.
Så blodet i Takethem – selv om det er gammelt – indeholder mange store navne i såvel dansk, svensk som amerikansk travsport.