Krise på vej i fransk travsport?
Den verdensomspændende økonomiske krise ser nu også ud til at have bredt sig til fransk travsport. Der køres ganske vist fortsat om kæmpestore præmier i løbene, men når det drejer sig om handel med heste, så er priserne faldende.
På et mix sale i Cabourg i Normandiet tirsdag eftermiddag faldt gennemsnitsprisen på de solgte heste med ikke mindre end 43.6% i forhold til året før og til det laveste siden 2005!
I alt blev der solgt 105 heste til en gennemsnitspris af 11.524 Euro.
I fjor var gennemsnitsprisen 20.465 Euro, men da blev der kun solgt 57 heste.
Auktionen var større i år m h t tilmeldte heste, og nogen vil måske påstå, at der ikke er fair at sammenligne de to auktioner.
Efter min opfattelse er der dog – uanset hvad synspunkt man anlægger – tale om en tilbagegang.
I fjor blev der i alt solgt for 1.198.500 Euro – i år med det dobbelte antal heste solgt for 1.210.000 Euro.
Nogle heste opnåede særdeles gode priser.
Un Charme Fou (Love You), der er helsøster til Royal Crown 1.10.7 – 535.832 Euro blev således solgt for 137.000 Euro.
Hoppen har hidtil været ejet af Jean Pierre Dubois og den hollandske storstald, Vibelzee.
Un Charme Fou, der er fire år gammel, har endnu ikke slægtet sin storesøster meget på – hun har vundet 2 sejre, sat rekord 1.16.8 og tjent 33.580 Euro. Det var agenten Neuilly Bloodstock, der købte hende for en klient.
Næstdyrest med hammerslag på 80.000 Euro var den 6-årige vallak, Service Secret (Look de Star), der hidtil har været trænet af Robert Bergh og i svensk eje. Den kostede som åring 10.000 Euro og har tjent 146.424 Euro og sat rekord 1.12.2 – det har således været en god forretning.
Også auktionens tredjedyreste hest, Un Roi d’Atout (Ganymede) har været svensk ejet og i træning hos Jørgen Westholm.
Den 4-årige hingst har ikke just vist sig at være særlig stabil i sine 12 starter, hvor den kun har gået fejlfrit i fire af dem. Det er blevet til rekord 1.16.6 og 10.494 Euro i præmier.
Disse to heste blev begge købt af Sylvain Vidal, der normalt optræder som agent for storhesteejeren Gerard Augustin-Normand.