Kommentar fra Karsten Skygge
Den fynske amatørkusk Karsten Skygge Andersen melder sig nu også på banen med sine kommentarer til debatten omkring DTCs initiativ til en strategi-plan. Du er også velkommen til at komme med dine synspunkter på info@travservice.dk
”To driblinger og en tilbagelægning”
Jeg er egentlig holdt op med at blogge, men….. og alt følgende står selvfølgelig for egen regning, selv om det er ment som en opbakning til de tilkendegivelser som bl.a. Jørgen Jensen, Stald Rita og Ths. Lind Holm er kommet med.
Har været til generalforsamling i Fyens Væddeløbsbane A/S. Det var en blandet oplevelse. Jeg var ikke super imponeret over svarene på mine spørgsmål. Men forhåbentlig kommer der udbytte på længere sigt. Tankevækkende var det beskedne fremmøde og så det faktum, at jeg var en af de yngre!
I reolen på mit ”kontor” står en hvid mappe. Hvis man tager den ud og det gør jeg faktisk stadig at og til, så mødes man af forside med teksten: Bilag til Analyse og Udviklingsplan for Dansk Travsport. Den er fra august 1994 og lavet på foranledning af DTC. I den beskrives bl.a. problemer pga. faldende hestemateriale , usikker økonomi for de aktive, færre aktive, vanskeligheden ved at tiltrække (nye) spillere og strukturproblemer indenfor sporten.
Og dansk travsport (DTC?) driblede ”ubekymret” videre.
På HFFs hjemmeside kan man i dag klikke sig ind på Hestesportens Handlingsplan 2010-2015. Der kan man finde information om antal aktive, antal føl, analyse af kommunikationen for at tiltrække kunder/spillere og af problemstillinger omkring organisationsstrukturen i dansk travsport. Mange mennesker har været involveret i udfærdigelsen af den interessante læsning, heriblandt folkevalgte og ansatte i DTC.
Og dansk travsport (DTC?) driblede ”ubekymret” videre.
I går læste jeg en pressemeddelelse fra DTC. Nu vil man igangsætte en strategiproces fordi DTC i sin visdom har fundet ud af at:
Antal fødte travføl falder, at tallet for årgang 2011 bliver under 600 har man vidst i DTC siden efteråret 2010, da hingsteholderne indsendte bedækningstal.
Antal aktive falder, det er DTC som udsteder alle licenser, så omtalte faktum er DTC de første til at vide – hvert eneste år!
Nedgang i spil på heste/antal spillere, jamen det er, der lavet bunker af analyser på i hvert fald siden 1994.
Skal jeg finde flere eksempler på fakta som burde være ”paratviden” i DTC og som burde lægge til grund for de beslutninger DTC har taget i gennem de sidste mange år?
Så vidt jeg ved, så har DTC haft den samme direktion og samme formand gennem de sidste 5 år? 8 år? Endnu mere?
Hvordan har man kunne holde alle disse faktuelle informationer udarbejdet af DTC, placeret i DTC og formidlet af DTC, skjult for formand, bestyrelse og direktør så længe? Og hvem kan vi/de gøre ansvarlige for fortielsen?
Der er generalforsamling i DTC senere på året. Og måske ”dribler” DTC bare videre, men min opfattelse af forsøget på at lægge røgslør over manglende egen formåen ved at foreslå/igangsætte en ny rapport om længe kendte problemstillinger, som DTC skulle have været i gang med at løse for flere år siden, er en klumpet ”tilbagelægning” som har retning mod selvmål.
Måske, og det står også for egen regning, er det HFF’s skyld. HFF har vurderet, at DTC med den nuværende ledelse ikke formår at igangsætte de initiativer som vil bringe dansk travsport fremad. Derfor har HFF lukket pengekassen i (læs: ingen penge til unghestesatsning). En ekstra-bevilling som DTC ville bruge som ”gave” til trav-danmark for at opnå goodwill nok til at fortsætte med at igangsætte – ingenting.
Det gider HFF ikke blive ved med at lægge pengekasse til, så ved at udstille DTC som det de virkeligt er – initiativløse – så håber HFF, at trav-danmark selv skifter toppen ud med dynamiske folk, som dem der har vist vejen – med HFF midler ganske vist – med at få Ålborg, Skive, Bornholm, Lunden, Odense, Nykøbing på rette spor….. hvorfor er det lige at banerne godt kan honorerer HFF’s krav, men DTC kan ikke leverer, når de henvender sig til HFF? Er der noget galt med ”kemien”? Jeg undrer mig bare!
Nå, nok politik, men føj hvor er jeg harm!
Kyras møder O’grady på onsdag, så er den dag også ”ødelagt”. Det bliver forhåbentlig en nydelse for tilskuerne, hvis Gordon Dahl og Birger Jørgensen har sidste års klasseklatre i trim.
Stævner også ud med Messing Jens. Det er fredag på RCA med startspor 11 er der dømt nyt taktikvalg, da starthurtigheden ikke kan sættes i spil – ”aber dan haben wir andre metoden”.
Skyggen ”ligger lavt”.
Karsten Skygge Andersen