Kolgjini: Jeg er færdig med Norge
Lutfi Kolgjini er færdig med norsk travsport efter lørdagens V75-løb på Momarken, hvor han slettede tre heste. Han er blevet idømt en bøde på 3.000 kroner, og hestene har fået tre ugers startforbud.
– – Det er helt hen i vejret, og jeg er færdig med norsk travsport, siger Lutfi Kolgjini til travronden.se.
Allerede torsdag besluttede Lutfi Kolgjini at slette Joke Face fra Gulddivisionen, da han erfarede, at baneforholdene ikke ville blive optimale.
-Det gjorde jeg udelukkende af hensyn til hestens tarv, siger Kolgjini videre.
Da Kolgjini erfarede, at han havde fået en bøde på 3.000 kroner samt at Joke Face havde fået startforbud i fem dage slettede han sine to andre startheste.
Disse to heste har fået startforbud i tre uger, og det har bragt Kolgjini op i det røde felt.
-Det er måske i orden, at jeg skal straffes, men hvorfor skal mine hesteejere straffes med at deres heste ikke kan startmeldes i flere uger, siger Kolgjini til travronden.se
-Jeg er færdig med norsk travsport og kommer ikke til Påsketravet på Klosterskogen ligesom jeg havde planer om at starte Raja Mirchi i Oslo Grand Prix, men det bliver der heller ikke tale om.
Kolgjini sagen er endnu et eksempel på, at det er uheldigt at man ikke har et fælles regelsæt inden for den nordiske travsport.
Desuden begynder svenske travsportskommentarer nu at sætte et stort spørgsmålstegn ved det rimeligt i at afvikle V75-løb på udenlandske baner, når der er flere svenske baner, der ikke har en V75-omgang.