Købers marked i USA
På mandagens auktion på The Meadowlands var det muligt at gøre en god handel -flere heste blev solgt for minimumsprisen 1.000 dollars, men der var også seks, der blev solgt for over 100.000 dollars.
Dyreste traver var den 4-årige Modern Family, der blev solgt for 110.000 dollars. Modern Family er efter Cantab Hall – den startede ikke som 2-åring, men vandt 4 sejre i 20 starter i fjor og tjente 67.772 dollars.
En anden traver, Kristins Victory fik også hammerslag på 110.000 dollars og står som solgt, men blev i virkeligheden købt tilbage, idet ejerne ønskede 125.000 dollars for hesten.
Men alligevel er Kristins Victorys salgspris med til at øge gennemsnitsprisen for auktionen – for i USA opererer man ikke med tilbagekøbspriser.
Som nævnt blev flere heste solgt for bundprisen 1.000 dollars.
En af dem var 2 -årshoppen Vanderbilt efter Donato Hanover – Steal the Bundle.
Den kostede som føl ikke mindre end 33.000 dollars – og nu – som nybleven 2-åring blev den solgt for 1.000 dollars!
På auktionen blev der solgt tre bedækningsretter i hhv. Conway Hall, Crazed og Cantab Hall.
Conway Hall, der efterhånden er blevet 18 år gammel, kunne man købe til 6.500 dollars, mens Crazed, der med sine 2-åringer har fået et løft, kostede 24.000 dollars.
Bedækningsretten på Cantab Hall, der i fjor blev hingstechampion i USA, kostede 50.000 kroner.
Se resultaterne fra auktionen på dette link – klik her