Knud Mønster til EM
Knud Mønster er i dag blevet udtaget til at repræsentere i Danmark i EM for Travtrænere.
Som landschampion var Birger Jørgensen ellers selvskreven, men Århus-træneren ønskede ikke at deltage i EM og derfor fik Knud Mønster – som sluttede på andenpladsen på trænernes Top 10 – chancen.
– Det er første gang jeg skal være med i en international kuskematch og det glæder jeg mig meget til. Jeg ved endnu ikke så meget, bortset fra at konkurrencen løber over to dage, men det bliver rigtig spændende, siger Knud Mønster, som i fjor havde en af sine hidtil bedste sæsoner med 126 sejre og 3 millioner kroner i indkørte præmier. Det blev bl.a. til sejr i Dansk Trav Kriterium med Steen Juul-trænede Takethem og Jydsk 4-årings Grand Prix med Jeppe Juel-trænede Spikeld.
Knud Mønster er også kommet rimeligt fra start i år, hvor det foreløbig er blevet til 12 sejre.
– Der har da været både plusser og minusser, men alt i alt synes jeg det er gået meget godt og vi har mange interessante ungheste på vej, så jeg tror vi får en ny fin sæson, siger Skive-træneren.