Knud Erik Ravn: Jeg solgte fem heste
Var Knud Eriks Ravns løbsheste slet ikke til salg? Det spørgsmål har mange stillet sig efter lørdagens auktion, hvor ingen af de heste som DTC-formanden Knud Erik Ravn havde anmeldt, blev solgt.
– Men mine heste var til salg og efterfølgende har jeg solgt fem af dem, der var på auktionen i går, siger Knud Erik Ravn til travservice.dk.
-Inden auktionen havde jeg sat nogle priser, og det er klart, at hvis folk ikke byder, så bliver hestene ikke solgt.
F.eks. så havde jeg sat prisen på Tip Chip til 125.000 kroner – Bo Westergaard bød 120.000 kroner – men stoppede så.
– Nu har jeg solgt den til hesteejere ved Team Friis, der også har erhvervet Tacita K.
-Kabir er efterfølgende solgt til Malta og de to åringer jeg havde på auktionen er ligeledes solgte, siger Knud Erik Ravn.
-Det kan da godt være, at der er nogle der finder det mærkeligt, at jeg købte hestene tilbage på auktionen, men som sagt så havde jeg sat nogle priser – og dem var der ingen der bød, imens hestene var i ringen, slutter Knud Erik Ravn.
Det var ikke kun Knud Erik Ravn, der solgte efter auktionen – og det er ikke ualmindeligt at et antal auktionsheste skifter ejere efter de har været i ringen.