Kneben sejr til Commander Crowe
Commander Crowe indfriede favoritværdigheden i Grand Prix de la Fédération Régionale du Nord på La Capelle-banen i Frankrig, men den måtte kæmpe meget hårdt for sejren.
Modsat i tidligere starter blev Commander Crowe denne gang kørt bagfra i løbet, der var udskrevet over distancen 200 m auto, og som Commander Crowe i øvrigt vandt sidste år.
Med 700 meter tilbage blev Commander Crowe (Juliano Star) med Christophe Martens sendt i angreb og foran den gik Perlando (Giant Cat) med – Prince de Montfort var førende, men kun indtil opløbet – så var dens rolle udspillet.
Perlando med Jos Verbeeck fik overtaget – angrebet af Commander Crowe og udvendigt kom Reve de Beylev (Fortuna Fant) med Eric Raffin frem, mens Orso November (General November) med Bernard Piton bag trioen ledte efter angrebsplads, men fandt den aldrig.
Det var først i løbets sidste fase, at Commander Crowe fik overtaget og sejrede kort foran en godt kæmpede Reve de Beylev, der fik presset sig forbi Perlando til slut. Commander Crowe og Reve de Beylev fik begge noteret 1.13.8a/2700 m.
Orso November sluttede på fjerdepladsen i samme tid som Perlando 1.13.9.
Der var 50.000 Euro i førstepræmie til Commander Crowe, det var dens tredje sejr i træk og sjette i denne sæson.
Nu venter Breeders Crown i Canada den 29. oktober – her er distancen 1609 meter, og det er trods alt nok en fordel for Commander Crowe.
Nord Amerikas bedste kort i Breeders Crown, San Pail (San Pellegrino) har også vundet inden for det seneste døgn – den vandt i nat på Mohawk i 1.09.3.
San Pail starter næste gang den 1.oktober på The Red Mile i Lexington, og derefter gælder det Breeders Crown.