Klaus Storm sagt op i DTC
Travservice.dk erfarer, at Klaus Storm er sagt op som direktør i Dansk Travsports Centralforbund (DTC), men fortsætter som konsulent. Økonomichef Klaus Frederiksen er også blevet opsagt.
I forbindelse med etableringen Dansk Hestevæddeløb er opgaverne i DTC blevet ændret, så der ikke længere er brug for en direktør, men Klaus Storm – som har været ansat i DTC siden 2003 – fortsætter iflg. Travservice.dks oplysninger som “konsulent” i travsportens øverste organisation.
Det vides ikke hvad Klaus Storms kommende opgaver bliver, men der er under alle omstændigheder tale om en degradering af en dansk travsports mest magtfulde personligheder. Den 60-årige fynbo har i en årrække været genstand for massiv kritik fra mange sider, men hvorvidt dét er årsagen til den jobmæssige rokade, har det ikke været muligt at få oplyst.
DTC’s økonomichef Klaus Frederiksen er ligeledes blevet opsagt. Det sker i forbindelse med en omstrukturering af økonomifunktionen i DTC, der er flyttet over i Dansk Hestevæddeløb, hvor Sport- og Udvikling også er placeret. Klaus Frederiksens opsigelse hænger formentlig sammen med, at han senere på året fylder 70.
DTC’s bestyrelsesformand Knud Erik Ravn ønsker ikke at kommentere sagen.
Travservice.dk har også kontaktet Dansk Hestevæddeløbs direktør, Henrik Friis, som har flg. kommentarer:
– Der er jo sket en del omstruktureringer i dansk hestesport og vi har kigget på arbejdsopgaverne, hvilket bl.a. har medført, at der er skåret ned i DTC, men jeg ved ikke om Klaus Storm og/eller Klaus Frederiksen har fået en afskedigelse. Jeg ved at DTC har bestyrelsesmøde i næste uge, hvor tingene skulle falde på plads, siger Henrik Friis.
– Jeg har overtaget nogle af medarbejderne i Dansk Hestevæddeløb og i den forbindelse kommer der en udmelding i den kommende uge, men jeg kan da bl.a. oplyse, at journalist Teit Rasmussen er blevet sagt op, så vi har nu kun to medarbejdere, Henrik Ebbesen og Nicolai Kaas Nordstrøm. Det er så planen at der ikke længere skal skrives dagligdagsnyheder på travoggalop.dk, men mere dybdegående og lidt “tungere” journalistik. Jeg ville selvfølgelig gerne have en større organisation, men pengene er ganske enkelt ikke til stede, slutter Henrik Friis.
Travservice.dk har talt med Klaus Storm, som pt. ikke har mulighed for at udtale sig, da han er optaget af et familiearrangement.