Klar til Musketerweekend
Der er travlhed på travbanen i Skive denne fredag – alt skal være klar til i morgen, hvor årets største væddeløbsweekend på den nordvestjyske bane afvikles. Og forventningerne er store.
– I forhold til i fjor, hvor vi lå den 23. og 24. april, så er det bedre i år, hvor mange har fået løn, siger direktør Jesper Elbæk.
. I fjor omsatte vi i weekenden for lidt over 1.5 millioner kroner, men det tal skal slås i år. Som nævnt har folk fået løn, og desuden har vi et meget bedre sportsligt program at byde dem.
Travweekenden indledes lørdag eftermiddag, hvor det Danmarks bedste amatørkuske, der i er fokus.
Der dystes om DM for travamatørkuske og forsvarende mester er Bjarke Haagensen fra Charlttenlund Travbane.
Seks af deltagerne har tidligere hjemført DM-titlen.
Udover den forsvarende mester, Bjarke Haagensen er det Stefan Lind-Holm, Bornholm, der har vundet DM ikke færre end tre gange, Iver Jessen, Billund, Pernille Rasmussen, Odense, Flemming Degn, Aarhus og Per Juul, Skive.
To af deltagerne kan bryste sig af et Nordisk Mesterskab – nemlig Kim Pedersen, Aalborg og Dennis Kristiansen, Skive.
I alt deltager 16 kuske i kampen om Danmarksmesterskabet.
Sådan er reglerne i DM:
Alle kuske kører minimum 3 gange. De 12 bedst placerede kuske skal vælge heste i 8. løb. Hvis der udgår en hest i 8. løb, er det kun de 11 bedst placerede der går videre. Udgår der to heste er det kun de 10 bedst placerede kuske der går videre, osv. Pointene i 5. afdeling tæller med i DM efter samme pointregler som ovenfor. Vinderen af DM for Amatørkuske er dermed kusken med flest point efter fem afdelinger.
Lørdagens program består af otte løb, og om aftenen er der arrangeret stort teltbal på banen, hvor DM-vinderen vil blive hyldet, og hvor det kendte band, Fenders spiller.
Søndag eftermiddag er den store sportsdag.
Det er her Musketerløbene for hhv. 3, 4 og 5-åringer afvikles. En tradition, der blev skabt tilbage i 1990, hvor alle tiders avlshingst i dansk travsport, Pay Dirt var død nogle måneden forinden.
I forvejen havde man Frosty Hanovers Mindeløb, som var kørt siden 1984, for 4-åringer og Lord Valetines Mindeløb, der første gang blev afviklet i 1987.
Sammen med Pay Dirt betød Frosty Hanover og Lord Valentine at hingstenes ejer, Opdrætterforeningen i mange år kunne have en virkelig sund økonomi.
Men lad os se kort på de enkelte signaturløb:
Pay Dirts Mindeløb ligner en kamp mellem trioen Paparazzi, Santana Bork og Stand And Deliver.
Flere af årets derbykandidater mødes i Frosty Hanovers Mindeløb, og vinderen skal nok findes mellem Rasser Vang, Ray Ban og Ravenna.
I Lord Valentines Mindeløb tager den lokale stjerne Politiken kampen op mod Flemming Jensens Vermo og Kolgjini-trænede Noak L B, og vinderen skal nok findes blandt de tre.
Nogle af dansk travsports allerbedste heste mødes i Jubilæumspokalen, hvor Having said That i fjor satte banerekord med tiden 1.12,1.
Having Said That er også med i år, hvor den møder bl.a. O’Grady, Neo Holmsminde, Nadir kronos, Okay Bee m.fl.
Spillemæssigt er der især noget at gå efter i V65-spillet, hvor der forlods ligger 65.269 kroner, der er overført fra sidste søndags løb på Jydsk Væddeløbsbane.
I lighed med i fjor har Skive Trav også udsendt en 16 siders avis som tillæg til det lokale ugeblad i Skive, Du kan se avisen på dette link – klik her