Kim Pedersen til Bo Westergård
Den tidligere nordiske mester for amatører, Kim Pedersen, rejser efter nytår til Norge, hvor han har fået job hos Bo Westergård.
De to nordjyder har kendt hinanden igennem mange år, og det sidste års tid har han skoet heste for Bo Westergård og Peter Jensen på Stutteri Vang Hovedgård, men efter det succesrige makkerpars “skilsmisse” er det fremover kun Bo Westergård, som får glæde af Kim Pedersens evner.
– Den endelige dato er ikke helt på plads, men min norske kæreste, Sofie Tillerflaten – som også arbejder hos Bo – og jeg har fået lejlighed i Norge i midten af januar, så jeg starter engang i det nye år, siger 24-årige Kim Pedersen, der blev færdigudlært som beslagsmed i november 2012.
– Jeg startede mit eget firma da jeg blev færdig efter fire års læretid, men jeg har faktisk længe haft lyst til at vende tilbage til travsporten på et mere professionelt plan med at træne og køre heste, og det får jeg chancen for nu. Nu må vi se hvad fremtiden bringer, men det er da meningen at jeg på et tidspunkt skal have jockeylicens i Norge og jeg glæder mig meget til at starte op på Bos nye træningscenter i nærheden af Oslo, som han er i gang med at indrette.
Startede hos Lønborg
For Kim har det næsten altid handlet om travheste. Hans onkel, Finn Pedersen, opdrættede Skovly-hestene og “knægten” blev hurtigt bidt af hestene.
– Da jeg var otte år fik jeg en pony og siden begyndte jeg at træne med de “store” heste, da ponyen ikke kunne løbe stærkt nok længere, smiler Kim.
– Da jeg gik ud af 9. klasse var jeg i første omgang nogle måneder hos Henrik Lønborg, men startede så i januar måned hos Flemming Jensen, hvor jeg var i alt 4½ år – afbrudt af et kort ophold hos Hans Adielsson på Jägersro. Det var ikke den store succes. Jeg var jo vant til at køre mange løb og få nogle chancer, men Adielsson ville hellere slette hestene i prøveløbene fremfor at sende dem ud med mig, siger Kim.
– Efter jeg stoppede hos Flemming havde jeg valget mellem at tage til udlandet eller få mig en uddannelse, og takket være en god kammerat fik jeg en læreplads hos Casper Jensen. Det var en rigtig god tid og jeg har selvfølgelig ikke fortrudt at jeg tog en uddannelse som beslagsmed.
Nordisk mester
Kim Pedersen fik sit store gennembrud i 2010, hvor han som blot 21-årig – som den yngste kusk nogensinde – vandt Nordisk Mesterskab for Travamatører i Finland. Fynske Pernille Rasmussen fik sølv, mens finske Marcus Dahlström fik bronze.
Der blev kørt to løb og efter en tredjeplads i første afdeling vandt Kim Pedersen 2. afdeling og sikrede sig dermed NM-titlen med 29,5 point – blot 0,5 point mere end Pernille Rasmussen!
Samme år vandt Kim også finalen i Skive Amatørserie og året efter blev han amatørchampion i Aalborg, men de sidste par år har der været lidt længere mellem sejrene. I år er det således “kun” blevet til fire sejre – den seneste kom søndag eftermiddag på NKI Racing Arena i Aalborg. hvor Kim Pedersen var først over stregen med sin egen Pigen Fra O’malley (foto).
– Vi har også en svenskfødt 2-åring, Nora’s Judy (hoppe e. Judge Joe) og følhoppen Harmonie Hall, der er i fol v/Farifant. Nora’s Judy er egentlig klar til prøveløb, men det er en ret stor hest, så vi venter lidt med at starte, slutter Kim Pedersen.