Kent Friborg – dagens mand på JVB
Kent Friborg er kommet flot fra start i 2012, og med søndagens tre sejre på JVB har han allerede vundet 6 sejre i år. Den 51-årige Aalborg-træner ser meget optimistisk på resten af sæsonen.
– Jeg har en fantastisk stald i år – det har jeg sagt før, men jeg synes aldrig, at jeg har haft så mange fine heste i min varetægt, som det netop nu er tilfældet, siger Kent Friborg.
Søndag eftermiddag blev Kent Friborg dagens mand på Jydsk Væddeløbsbane med tre sejre inden for V5-spillet.
– Og med lidt stød, så kunne jeg måske også have vundet med min fjerde køretur, Natalie Hall (Chipmate), siger Kent Friborg.
Desværre kom Natalie Hall i klemme i staldsvinget, hvor tempoet pludselig blev sat meget ned – derved fik hun galop. Natalie Hall føltes ellers mægtig fin, og jeg tror, at spillerne gør klogt i at følge hende næste gang, hun starter.
Selv om Kent Friborg har 17 heste i træning, var det som catch-driver han vandt sit hattrick i dag.
– Men det er nu heste, som jeg kører i deres træningsarbejder, så jeg har jo lidt med dem at gøre til uden for løbsdagene også.
Kent Friborg indledte V65-spillet ved at vinde med Rico Pape (Chipmate) til odds 14.50.
Rico Pape sluttede godt af sammen med Raymond Ulkær ((Chipmate) med Kaj Jensen – de to heste gik side om side over mål, men med Rico Pape det nødvendige foran. Begge fik noteret 1.17.9a/1800 m.
I det følgende løb var Pina Colada Day (ENS Snapshot) med Thomas Bonde stukket af ind i opløbet, men mælkesyren dukkede op til slut, og bagfra kom Kent Friborg med Ronaldo Hydrup (Great Challenger), der kunne vinde i ny rekord 1.17.9a/1800 m.
Endelig sluttede Kent Friborg V5-spillet med at vinde med Odin Å (Action Hall), der klarede at afvise Nonis Lobell (Carmody Lobell) med Rene Kjær til sejr i 1.17.2/1800 m volte.
Rene Kjær havde løbet forinden vundet med Pretty Woman (Hr Siem), der var helt outstanding i 1.16.4a/1800 m.
Spidssejr var der til Jetset Linda (Ganymede) med Finn M. Lassen, hvis forrige start lå helt tilbage i maj måned 2010!
Jetset Linda sejrede sikkert i 1.16.3a/1800 m.
V65-spillets største overraskelse var Organza med sin ejer og opdrætter, Lars P. Pedersen i sulkyen.
I en spændende opløbskamp fangede de akkurat Niksen Biksen (Silver Pine) med Gordon Dahl på målstregen. Niksen Biksen havde ført fra start og strittede godt, men forgæves imod til slut.
Organza, der sejrede i 1.16.7a/1800 m, gav odds 15,63.
Foto: Ronaldo Hydrup (midt i banen) var en af Kent Friborgs tre vindere. Foto Ole Hindby.