Kender du den nye skatteordning?
Kan du bruge den nye skatteordning som ejer af en trav- eller galophest?
Umiddelbart er svaret nej til ovennævnte spørgsmål, for det vil næppe kunne anses at være et forsøg på at drive en væddeløbsstald forretningsmæssigt med kun en enkelt hest i stalden.
– Men har man kun en enkelt hest og gerne vil ind under den nye skatteordning, så kan det være en ide at gå sammen med en anden person, der også kun har en enkelt hest og lave et interessentskab, siger Jørgen Jensen, Stald Rita, der på eget initiativ nyligt lavede en undersøgelse af, hvor mange der egentlig benyttede den nye skatteordning.
– Nogle af de hesteejere jeg har fået kontakt med, har fortalt om den usikkerhed de havde i forbindelse med at indtræde i skatteordningen. De har så søgt hjælp hos bl.a. den lokale Landbrugsrådgivning, men man kan også henvende til Landskontoret hest i Skejby.
For at kunne indgå i Skatteordningen skal følgende betingelser opfyldes:
• Hestene skal være registreret i Dansk Travsports Centralforbunds eller Dansk Galops database.
• Virksomheden skal efter en teknisk-faglig bedømmelse være professionelt drevet.
• Virksomheden skal efter udløbet af etableringsfasen (typisk 5-7 år) enten give overskud eller på sigt forventes at blive overskudsgivende.
Ved afgørelsen af, om væddeløbsstalden er erhvervsmæssig, lægges der bl.a. vægt på følgende:
• om hestene trænes af en professionel træner med a-licens
• om der benyttes kusk/jockey med professionel licens
• antallet af starter
• størrelsen af vundne præmier
• om der ejes så mange heste, at det muliggør en rationel drift
• om der sker opstaldning i større stalde med andre væddeløbsheste.
(fra folderen Skatteregler for Væddeløbstalde og stutterier – kan downloades på dette link – klik her)
Kort sagt kræver det en professionel tilgang til det at være hesteejer.
Man skal søge at få sin væddeløbsstald til at give overskud, men i de år den måtte give underskud kan underskuddet fratrækkes i ens personlige indkomst, hvis man vælger at bruge virksomhedsordningen. Og momsen får man tilbage hvert kvartal.
Som nævnt er det en rigtig god ide at søge professionel hjælp i forbindelse med etablering af en væddeløbsstald under ordningen – nogle revisorer er rigtig godt inde i problematikken – bl.a. Tom Glæsner Larsen,Claus Kolin og Peter Rudbeck.
Endelig er der selvfølgelig også råd og vejledning at hente hos Dansk Travsports Centralforbund.