Stor dansk aften på Jägersro
Ken Ecce fortsætter succes på Jägersro, hvor Lunden-træneren i aften vandt med John Ø. Jensen-trænede Pascal Laser (Ganymede) efter føring hele vejen. Fem sejre til dansktrænede/danskfødte heste!
Vindertiden for Pascal Laser blev 1.16,2a/1640 meter og der var 30.000 SEK til vinderen.
“Som sædvanelig” var Ken Ecce i outsiderens rolle og vinderodds blev 26,46. Det var syvende sæsonsejr på banen i blot 32 starter.
Henning Olesen har både Nova Brogård og Ophoto Brogård med til Jägersro i aften, og førstnævnte sejrede i lærlingeløbet for Joakim Sandkvist i tiden 1.14,0a/1640 meter efter et løb i tredje par udvendig og en fin afslutning de sidste 500 meter. Førstepræmie: 30.000 SEK.
Det var Halmstad-jockeyens første sæsonsejr. Sidste år blev det til 21 sejre for Joakim Sandkvist, som er ansat hos Peter Untersteiner.
I montéløbet blev det til sejr for danskfødte Misja (Earthquake) med Jessica Pilenberg i sadlen i tiden 1.16,4/2160 meter. Misja – der overtog føringen efter 600 meter – fik 30.000 SEK for sejren. Her var Call My Flying/Linette Olsen nummer tre, mens Happy End D.E./Tineke Borup blev nummer seks.
Fjerde danske sejr blev signeret af Kenneth P. Hansen-trænede Marino T H (Action Hall), der med Johnny Takter i sulkyen sejrede i tiden 1.15,2a/2140 meter efter føring fra start til mål. Der var 30.000 SEK til vinderen.
Sejrsfesten blev afsluttet af Breed Team 2000-opdrættede og Palle Günther-trænede O De Pomme (Super Arnie), der sejrede for Håkan Jonsson i tiden 1.16,0a/2140 meter med en førstepræmie på 30.000 SEK.