Ken Ecce boycotter Lunden
Ken Ecce har besluttet sig for at boycotte løbene på Lunden indtil videre i protest mod dommerkomiteen.
Det er sket som følge af en episode onsdag d. 4. januar i 4. løb, hvor Ken Ecce bag Pablo Carat følte sig generet af Steen Juul (Royal Trophy), men efter en længere votering konkluderede dommerkomiteen, at Juul ikke havde generet Ecce.
– Jeg ønsker indtil videre ikke at køre på en bane, hvor der ikke dømmes fair i løbene efter mit skøn. Jeg synes ikke der dømmes fair i Lunden. Mit råd til DTC er, at der skal sidde neutrale folk i et dommertårn, som ikke er hesteejere, ligesom det er tilfældet på de svenske baner, siger Ken Ecce til Travbanen.dk.
– Det er en meget problematisk situation. Ken Ecce er jo et af banens helt store navne. Det er DTC, som udpeger dommerne til løbene. Vi håber DTC og Ken Ecce i fællesskab kan få løst konflikten, så vi snart kan have Ken Ecce tilbage i løbene, siger bestyrelsesformand Peter Berner Wilhelmsen.