Kasper K. mod nyt championat
Efter to sejre søndag eftermiddag på Lunden har Kasper K. Andersen måske allerede sikret sig sit fjerde championat på stribe på hovedstadsbanen.
Det var ikke tilfældigt, at den 26-årige nordjyde i fjor blev nomineret som “Årets Komet” i svensk travsport. Kasper K. er afgjort et stort kusketalent, som altid forvalter sine chancer i løbene på bedste måde.
I dag havde han syv køreture på Lunden – bl.a. med fem heste trænet af Kaspers arbejdsgiver, Jägersro-træner Tomas Malmqvist – og det resulterede altså i to sejre og to andenpladser.
Dermed er Kasper K. Andersen noteret for tre sejre på Lunden i år og synes godt på vej mod sit fjerde jockeychampionat på stribe!
Første sejr kom med Tomas Malmqvist-trænede Seven Jersey (Re Dei Jet) i tiden 1.17,6a/2000 meter efter en fin afslutning.
Allerede i det efterfølgende løb var Kasper igen på pletten – denne gang med favoritten Pica (Great Challenger), der er opdrættet, ejet og trænet af Ole Berg Thomsen i Store Heddinge. Taktikken var føring hele vejen og vindertiden blev 1.18,7/2000 meter. Remind La Marc sluttede fint af et løb i ryg på den førende, men udgjorde aldrig en reel trussel for Pica, der er lillesøster til Hoppe Derby-deltageren O L’amour.
Foruden Kasper K. Andersen snuppede Rene Kjær også en double på Lunden med hhv. Racing Winner og Loveitj – begge efter føring fra start til mål.
V65-spillet blev afsluttet med to favoritsejre og dermed var der blot 217 kroner til rækker med seks rigtige.
V65-resultat:
Afd. | Nr. | Vinder | Odds | Værdi | Udg. | |
1 | 10 | Seven Jersey | Kasper K. Andersen | 8,17 | 127 | – |
2 | 1 | Pica | Kasper K. Andersen | 2,35 | 145 | 2,9 |
3 | 4 | Racing Winner | Rene Kjær | 4,20 | 183 | – |
4 | 1 | Loveitj | Rene Kjær | 2,10 | 200 | – |
5 | 6 | Amsterdam S | Conrad Lugauer | 1,72 | 212 | – |
6 | 4 | Offenbach Britton | Rene Jonassen | 1,65 | 362 | – |
![]() | ||||||
Gevinster for 6 afdelinger rigtige. Antal rækker: 325 Gevinst: 217 kr | ||||||
Gevinster for 5 afdelinger rigtige. Antal rækker: 0 Gevinst: 0 kr |