Karina udfordrer de professionelle
Repeat To Try med Billund-amatøren Karina Rindom tager kampen om mod de professionelle i aftenens kvalifikationsløb til Dansk Avlsløb på Billund Trav.
Repeat Try – der er både opdrættet, ejet og trænet af Karinas far, Birger Rindom – har haft en fin sæson hidtil med fire sejre og 76.400 kroner i indkørte præmier, men Earthquake-hoppen er desværre slettet i alle årgangsløbene og derfor har sigtet længe være rettet mod Dansk Avlsløb, hvor alle afkom efter et stort antal hingste automatisk bliver tilmeldt ved fødslen.
Earthquake er blandt de mange heste, der er tilmeldt Dansk Avlsløb med finale for både hingste/vallakker og hopper. Begge løb køres søndag d. 23. oktober med en samlet præmiesum på 200.000 kr.
De seks bedstplacerede fra hver af aftenens kvalifikationsløb går videre til finalen, men Karina Rindom er på forhånd ikke tilfreds med en af de sidste finalepladser. Repeat To Try – der senest vandt på Lunden i rekordtiden 1.14,5a/2000 meter – er tippet som vinder og skal på dén baggrund være en topchance:
– Vi har da lidt høje forventninger til hende, da jeg synes hun er i billigere selskab end de sidste par gange og desuden slipper vi for de bedste hopper i årgangen, siger Karina Rindom.
– Jeg har tænkt mig at køre med fra start og håber at vi kan nå frem til spids; for så svarer hun som regel alle.
Træner sig selv
Birger Rindom står for den daglige træning af Repeat To Try på gården ved Roskilde – ja, det vil sige – træning bliver det ikke så meget til …
– Hun går mest i løsdrift og løber og leger med de andre; det bruger hun en masse krudt på, men hun er ikke tunet så hårdt endnu, siger Karina Rindom.
– Repeat To Try er desværre ikke meldt i årgangsløbene pga. en fejl, som min far først opdagede da han skulle sælge den anden 3-åring. Det var meningen at hun skulle være slettet i 2-årsløbene, men så blev hun i stedet også slettet i 3- og 4-årsløbene, og da vi opdagede det, var det for sent. Men foruden Dansk Avlsløb er der jo også bl.a. Sprintermesteren, Aalborg Store Pris og flere andre opgaver.
Stalden tæller også bl.a. Pure Poison, der vandt to løb i begyndelsen af året, men den 4-årige vallak har ikke fungeret igennem længere tid og er sat på “standby”.
– Pure Poison har døjet med forskellige ting det sidste halve års tid og er nu under behandling. Han kommer ikke til start igen før han er helt i orden, siger Karina Rindom, som fortsat er førende i kampen om årets amatørchampionat på Lunden med seks sejre – samme antal som Hans Henning Kristoffersen.
– Men det har jeg lidt opgivet, især efter Pure Poison formentlig er stoppet for i år. Det bliver nok umuligt at holde de andre fra livet, smiler Karina Rindom, som i finalen i Dansk Avlsløb kan “risikere” at møde sin kæreste, Billund-amatøren Iver Jessen. Den tidligere Billund-champion starter således i det andet kvalifikationsløb til Dansk Avlsløb for Hopper med Rideon.