Kanonpræstation af Obelix
Efter tre sejre på stribe måtte Obelix se sig henvist til andenpladsen i dagens V75-løb på Jägersro, men Anders F. Jensens stjerne gik intet mindre end et kanonløb efter galop.
Kort efter start tog Obelix et par galoptrin og tabte en del meter, mens Åke Svanstedt kørte til spids med Sacha Du Varlet, der afviklede de første 500 meter efter 1.14,9 og kilometeren efter 1.16,0.
Obelix kom hurtigt i trav igen og fik snart fjerde par udvendig. På bagerste langside med ca. 650 meter tilbage trak Anders F. Jensen ud til angreb i tredje spor og ind i sidste sving havde parret kontakt med de forreste.
Ind på opløbet fik Obelix overtaget, men måtte på de sidste meter bøje sig for hollandske Your Love Lois (Love You) med Andre Bakker, der “liftede” perfekt med i ryg på den danske ekvipage de sidste 650 meter.
Vindertiden blev 1.14,3a/2140 meter, mens Obelix kom hjem på 14,4 og tjente 50.000 SEK.
– Jeg havde pillet forskoene af hesten, men jeg tror ikke, at det var skyld i galoppen. Den var lidt fjollet op til starten. Jeg chancede for at holde Steen Juul ude. Det var lidt dumt, for jeg havde nok fået spidsen alligevel. Jeg kørte med, fordi de ikke var så langt foran mig. Vi lå jo bare bagerst i feltet. Der var nok af kræfter i hesten, og den ville selv fremad. Det var også grunden til, at jeg gik ud i tredje spor allerede på sidste langside og i sidste sving. Jeg ved, at hesten tåler det, sagde Anders F. Jensen til ekstrabladet.dk efter løbet.
Tredjepladsen (dødt løb) til en også klart godkendt Nevada F H med Steen Juul i 14,6, mens Ophoto Brogård med Björn Goop blev nummer seks i 14,7.
Overraskelse i K.G.B.-løbet
K.G. Bertmarks Minneslopp fik en lidt overraskende vinder i Elstar Pride (Elway) med Årjäng-amatøren Bjarne Albinsson i sulkyen efter et helt igennem perfekt løb.
Elstar Pride fik spids fra start, men efter 500 meter i 1.09-tempo overtog Ulrika Johansson føringen med Jackal Face, der siden dæmpede til 1.12,2/1000 meter.
Ind på opløbet slog Bjarne Albinsson imidlertid kontra med Elstar Pride, der kunne gå frem til sikker sejr i tiden 1.12,7a/2140 meter foran Jackal Face og Take Off Sound.
Elstar Pride – der trænes af sin medejer, Årjäng-amatøren Gunnar S. Andersson – fik 200.000 SEK for sejren.
De to danske deltagere sluttede begge uplaceret. Nova Brogård med Kim Pedersen fik tredje par udvendig og blev forsøgt i angreb med 700 meter tilbage, kom siden ned i andet spor, men sluttede på syvendepladsen i 13,7. L T Catman med Jesper Z. Andersen fik andet udvendig (altså foran Nova Brogård), men gik helt ned med 600 meter igen og må have været syg på dagen.
V75-resultat:
Afd. | Nr. | Vinder | Odds | Værdi | Udg. | |
1 | 4 | Staro Divine | Bianchi Riccardo | 1,53 | 11 | 9 |
2 | 10 | Your Love Lois | Bakker Andre | 8,39 | 125 | 12 |
3 | 10 | Milles Tempo | Goop Björn | 7,45 | 849 | – |
4 | 6 | Elstar Pride | Albinsson Bjarne | 11,50 | 4755 | 2 |
5 | 2 | Nettan Palema | Svanstedt Åke | 1,54 | 5324 | – |
6 | 9 | Beau Mec | Jansson Torbjörn | 11,12 | 21248 | – |
7 | 10 | G.H.Nemo | Westholm Jörgen | 3,31 | 28295 | 11 |
![]() | ||||||
Gevinster for 7 afdelinger rigtige. Antal rækker: 401 Gevinst: 28.295 kr | ||||||
Gevinster for 6 afdelinger rigtige. Antal rækker: 13964 Gevinst: 348 kr | ||||||
Gevinster for 5 afdelinger rigtige. Antal rækker: 272010 Gevinst: 35 kr |